Heldige? Måske….

Der er været ret så stille her på bloggen – har ingen undskyldninger for det. Tiden er simpelthen bare røget fra mig…. Der er sket SÅ mange ting i vores liv/familie de sidste måneder, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte! Hvis jeg skulle fortælle det hele, så er der garanti for, du falder i søvn, inden du har læst færdig 😀 Så det dropper jeg! Tror jeg bare, jeg tager det jeg på stående fod kan huske 😉

Jeg har sagt mit job op!!! Det er retså vildt, at jeg har gjort det UDEN at have et andet på hånden, men der er en forklaring til det. Om blot 6 uger kommer der en flyttebil her på matriklen, og pakker hele vores liv i kasser. Vi har solgt vores dejlige hus via Nybolig på kun 14 dage (!!!), og skal nu prøve det der byliv. Hvem havde troet, jeg skulle bo i byen? Ikke jeg, men det skal vi altså fra d.15.oktober. Vi skal bo til leje i en 3 værelses lejlighed i Nordhavnen (de kalder den godt nok 4, men der er altså kun 3 værelser) uden hverken kælder, skur eller anden form for opbevaring. Hvor pokker vi skal gøre af alle vores ting, det aner vi ikke lige nu, og det kommer vi måske heller ikke til, før flyttebilen kommer – det kan stresse mig og alligevel kunne jeg ikke være mere ligeglad. Mon ikke vi finder en løsning på det? Og hvorfor nu det, tænker mange nok? Fordi Henrik er blevet tilbudt et super fedt job i Hellerup, som ville være det rene selvmord at sige nej til – og selvfølgelig bakker jeg ham op omkring det. Det skal så lige siges, at det har været en enorm svær beslutning for mig at tage – og så alligevel ikke! Der er rigtig mange fantastiske ting og mennesker, vi skal sige farvel/på gensyn til, men der venter os også bare et eventyr i en anden kaliber, som vi bare MÅ prøve. Hellere fortryde noget vi gjorde, end noget vi IKKE gjorde! Jeg kommer uden tvivl til at savne vores jyske familie, hus, have, naboer, mødregruppe, venner/veninder, ungernes venner og deres forældre, kvarteret, skolen, Frøs (min arbejdsgiver) osv., men glæder mig også bare rigtig meget til at se, hvad der venter os på den anden side. Den vildeste cocktail af følelser 🙂

Naja og Liam skal gå på Langelinje skolen, som vi har været ude og besøge sammen. Sikke en FED indskoling, de får lov at gå på! Der er bl.a. klatrevæg, basketbane, grise, kaniner, snart geder, tør- og våd sandkasse og meget mere. Vi var alle meget begejstret. Lukas har vi ikke fundet nogen plads til endnu – jeg kan først skrive ham op, når vi har en lejekontrakt, og den afventer vi fortsat… Uret tikker og dagene går, så det kan godt stresse mig en anelse, at der ikke er styr på ham endnu 🙁 Så hvis der er en venlig sjæl, der læser dette, der på den ene eller den anden måde, kan få os i gang uden, så vil jeg være enormt taknemlig! Har fundet de vuggestuer, der kunne være interessante, men har ingen ide, om det er muligt.

Sidste brik i vores puslespil er at finde et job til mig. Den opgave startede jeg lige så stille op på Linkedin i går aftes (troede jeg – altså stille), og jeg skal da lige love for, at jeg er blevet bombarderet med anerkendelser og tilbud i hovedstadsområdet hele dagen i dag! Jeg er så overvældet over, hvor mange der kunne tænke sig, at drikke en latte med mig, og præsentere mig for de muligheder jeg har. Det havde jeg slet ikke set komme! Når man skal bruge sit netværk, så VIRKER det altså bare. TAK!!! Det bliver spændende, hvilket skilt på døren jeg vælger.

Alt dette startede faktisk med en enkelt opringning på vores roadtrip i Californien i sommer. Der er ikke langt fra tanke til handling, er der flere der siger om os, men jeg må så lige tilføje, at det kræver en stor portion held, at komme SÅ langt på så kort tid.  Bare et eksempel, så ligger der huse på vores vej, der har været til salg i over 400 dage!!! Så ingen kunne vide, at vi ville komme videre så hurtigt – lidt for hurtigt måske, men egentlig meget rart, når nu beslutningen er taget.

For 14 dage siden startede jeg job igen efter min barsel, og det var rart at komme tilbage. Så har jeg været under kniven, da jeg er blevet opereret for navlebrok (resultatet af 3 fødsler), og må ikke lave det der minder om motion før tidligst om 11 dage nu. DET er svært for mig, da sport jo er så stor en del af mig og min eksistens – særlig i den her periode, hvor vi skal så mange ting igennem…. Der er det altså god afstresning med en tur i løbeskoene! Håber meget resultatet bliver som ønsket – det kan jeg på ingen måde vurderer endnu, da maven stadig buler meget ud.

2017 har været et stille år på tri-kontoen, men 2018 vender vi stærkt tilbage – satser vi på 🙂 Vi har ikke prøvet, at træne op til stævner med 3 børn, så det skal vi lige vænne os til og planlægge os ud af. Vi er så heldige, at vi begge er blevet en del af Challenge Danmark ambassadør holdet, og derfor per automatik har fået billet til 1/2 distance i juni næste år. Så har vi også tilmeldt os Mallorca 70.3 – det race er vi begge bare forelsket i, så det skal vi naturligvis igen. En mindre detalje, så skal vi kører løbet om lørdagen, og om søndagen skal vi til konfirmation med nær familie….. Det vidste vi så først EFTER vi havde bestilt, så det bliver en spændende weekend 😀 Men det kan vi med hjælp fra gode venner godt klare! Hvad der ellers vil dukke op af stævner, det må tiden vise. Det bliver fedt, at blive en del af gamet igen. Henrik starter så lige op med en smagsprøve til Challenge Fredericia i morgen (OL distance 1500-40-10). Det bliver sjaaaaauuuvvv!!

Det var vist alt jeg lige kunne huske lige nu (er selv godt træt nu, så må heller holde 😛 ).
Jeg er for resten blevet M&M’s caramel-aholik pga. vores tur til USA, så hvis du tilfældigvis skal derover, så må du meget gerne købe en masse poser med hjem til mig, så jeg kan få mit fix 😀

Vil tilbage !!

2 halvmaratons (+ det løse) på 1 uge var lige før ikke lykkes mig…. Lørdag d.6.maj kl.19.15 stod jeg klar til at løbe Lillebælt halvmaraton sammen med 10.000 andre, og lige inden starten går, tænkte jeg MANGE gange: Ej, jeg orker det simpelthen ikke!!! Jeg møssede Henrik og Lukas på gensyn godt 15 min. inden start, og havde alleer mest lyst til, at finde dem igen, og hygge med dem. Naja og Liam var taget med farmor og farfar hjem efter en familiefødselsdag. Jo jo vi klarede da lige 4 timers familiefødsda inden løbet! Jeg havde taget min egen frokost med, så jeg var sikker på, jeg fik noget ordentlig mad til senere. Det resulterede også i, at jeg kl.18.30 var skrup sulten, da jeg ikke havde spist siden kl.14….. 

10 min. inden start slugte jeg en preworkout, og af sted det gik. Jeg var spændt på, hvordan kroppen reagerede på at løbe så sent, og om jeg kunne holde det ønskede pace på 5 min.pr.km. Jeg havde valgt, at løbe i newton – det fortrød jeg de sidste 2 km. – og planlagt energiindtag fra gel ved 8 og 16 kilometer. De første 11-12 km. gik overraskende godt, og 1. tur over broen var helt fantastisk! Vejret var som et maleri, der var ingen vind og solen var smukt på vej ned – wauuuuu!! Turen tilbage var derimod meget lang og tung – det var som om, toppen rykkede sig for hvert skridt jeg tog. Det kunne mærkes og ses på mine tider, at den hev tænder ud, og jeg kæmpede imod mig selv. Omkring 16 km. kunne jeg pludselig se Henrik og Lukas 😀 Jeg stoppede og gav dem begge en møsser, og blev fuldstændig fyldt op af energi igen! Shit, det gør bare meget, at få lidt opbakning – det var bare SÅ godt timet. Fra 16-19 km. gik det egentlig okay, men pludselig begyndte det at brænde helt sindsygt i mit venstre skinneben. Fåååååck – hvad f***** er nu det??? Aldrig har jeg mærket noget så ubehageligt – det føltes virkelig som om, der var en der bare skar i mig! Jeg var slet ikke i tvivl om, at årsagen var valget af løbesko…. Newton er nemlig forfods sko og ideelle til intervaller. Det første der fløj gennem hovedet på mig var “Pis!!! Nu kan jeg ikke løbe på lørdag på Mallorca 🙁 Hvad skal jeg sige til pigerne? ” og jeg var ved at stoppe, da jeg ikke ville risikere næste løb. Jeg sagde flere gange til mig selv, at det var ligemeget, og jeg bare kunne gå de sidste kilometer hjem, men strømmen af glade mennesker, fik mig til at fortsætte. “I er der næsten! Kom nu!”, og lige inden mål, så jeg Henrik og Lukas igen, som roste mig for min OK tid alt taget i betragtning 🙂 Jeg ender med at komme i mål på 1:44:30 = pace 4:56 pr./km. Jeg var ovenud tilfreds med resultatet, da jeg ikke har gennemført distancen under 5 min.pr./km. i flere år! Og bedst af alt, så havde jeg INGEN maveproblemer – wuhuuuuuuu 😀 Vi var ret sent hjemme, men Lukas var bare SÅ sej og klarede det så flot!!! Det var ikk hans skyld, at jeg nærmest ikke sov den nat – kroppen var fuldstændig fyldt op med koffein og sukker grundet mit energiindtag 😛 Og sæføli pga. ømhed i stænger og ryg.

De næste par dage blev jeg tapet op med KT-tape på mit skinneben, og det hjalp VIRKELIG!! Jeg løb en let tur mandag, og onsdag, hvor vi skulle flyve til Mallorca kl.17, får jeg pludselig hold i min lænd mit under løbet… Ej nej nej!!! Ikke nu 🙁 Jeg måtte gå næsten 2 km. hjem, da jeg bare ikke kunne løbe. Jeg var grædefærdig. Jeg satte min lid til, at Christian Stamer fra Kiropraktorne i Kolding kunne finde en akut tid til mig – og det gjorde han! 2 timer inden vi kørte mod lufthavnen. Lucky me! Vi ankom til hotellet meget sent onsdag aften, og de næste par dage levede jeg af hestepiller pga smerter. Fredag luntede jeg en tur i “vores hood” op og ned af den blå sti på Playa Alcudia, og det føltes ok. Shit, jeg var lettet! Tøserne jeg skulle lave stafetten med, var advaret om et tilbagefald, og heldigvis var deres indstilling, at vi gjorde det for sjov. Det gav mig ro på, da jeg HADER, at skuffe andre…. 

Raceday lørdag morgen d.13.maj smuttede jeg alene ned til stranden, for at heppe på Alexia, der skulle klare svømmedelen. Stemningen var fantastisk, og jeg fik helt lyst til selv at hoppe i vandet 🙂 Vandet var fuldstændig modsat sidste år, hvor der var bølger, brandmænd og regnvejr – det kunne ikke være en bedre start. Det resulterede i, at Alexia lavede PR!! Det gav Jeanett, der skulle cykle, blod på tanden, og hun trampede af sted på jernhesten efter hun fik chippen. Imens hun kæmpede op ad bjerget, fandt jeg ungerne og Henrik, og vi gik sammen tilbage til hotellet, hvor vi slappede lidt. Lukas var fuldstændig ved siden af sig selv, og var nærmest utrøstelig…. Det stressede mig lidt 🙁 Det var som om han kunne mærke, at vores opmærksomhed var et andet sted. Det viste sig så, at han havde fået en tand mere, så det forklarede en del! Da jeg endelig havde fået ham til at sove, smuttede jeg ned i skiftezonen, og gjorde klar til en meget meget varm løbetur (der var vel 30 grader)! Endelig kom Jeanett ind, og jeg fik sat chippen på min ankel, og af sted jeg løb. Jeg åd så mange atleter turen rundt, også selvom jeg faktisk ikke løb ret stærkt, men det gav mig motivation, da jeg var ved at gå kold på 2. runde. Jeg stod stille og drak ved HVERT depot pga. varmen, og det kostede en del på tiden. Jeg håbede, at kunne løbe lidt hurtigere end til Lillebælt, men varmen fik mig! Jeg var egentlig også skide ligeglad på sidste omgang – nu glædede jeg mig bare til, at kunne løbe op af finisher linjen med de 2 andre, og nyde fejringen de sidste meter op til mål. Uanset om man laver hele distancen selv eller sammen med andre, så er det bare for vildt, at løbe op af det røde tæppe mod mål! Det er for fedt 😀 Jeg endte med at løbe på 1:47:48 = pace 5:06 pr./km. Igen er jeg enormt tilfreds med resultatet! Det blev fejret med en donut og kys og kram fra min dejlige familie og venner 😛 Uden dem, ville det bare ikke være det samme, at gennemføre de her løb.

Jeg har fået SÅ meget blod på tanden, for at tage fat i tri igen. Jeg vil utrolig gerne stille til start igen næste år – og meget gerne med min partner in crime ved min side! Det ville være det ultimative, hvis vi kan få det til at fungerer, men ved også godt, hvad jeg værdsætter mest. MEN selvom vi er forældre, så er der ikke nogle der siger, at vi ikke kan gøre noget for os selv – om det så er at jagte en drøm om at lave tri igen, være karrieremenneske, fodboldfan, gå i byen eller noget helt andet, så skal vi altså gøre det, der gør os glade, giver os energi og overskud. Vi lever kun én gang !

Vi fortryder aldrig….

Tænk sig at jeg i en alder af 36 begynder at filosofere over livet og dets værdier! Det gør jeg i grunden tit, men det er sjældent, jeg som i dag, skriver det ned Jeg har født 3 børn, og mens jeg i går aftes gav seneste skud på stammen flaske, løb tankerne og følelserne rundt i hovedet på mig- hvor er livet i grunden fantastisk og samtidig utaknemligt. At føde et barn er det hårdeste jeg nogen sinde har prøvet (hvorfor har jeg så gjort det 3 gange, kan man så undre sig 🙂 ), og at blive mor/far er det største man som menneske kan forestille sig! Følelsen KAN ikke beskrives – det skal opleves, for intet slår dette. Det troede jeg, før jeg blev mor, jeg kunne forstå og sætte mig ind i, men nej – ens eget barn (og børn) er det dyrebareste vi har!

Jeg forstår stadig ikke, hvordan 2 mennesker kan lave et nyt liv, som “gror” inde i en mave, for at komme ud i verden og blive stor og stærk. Det er så unik og fantastisk! Den lykke to mennesker får sammen under en fødsel, er for vild. En ting er, at vi kvinder får fornøjelsen af, at bære barnet i 9 måneder, men at være sammen om modtagelsen af barnet, kan både være smukt, men også være en sindsyg prøve for parforholdet 😀 Følelserne der løber gennem kroppen på en, efter at have fået sit spædbarn op på ens bryst efter den hårdeste kamp i ens liv, er helt speciel. Man er lettet over, smertehelvedet er stoppet, og spændt på at lære den lille ny at kende, samtidig med tankerne flyver rundt i hovedet: Hvordan hulan gør man? Hvad er det jeg har rodet mig ud i? Hvordan får jeg ham/hende til at stoppe med at græde? Hvor er brugsforvirringen?

Det lyder måske tosset, men da jeg ventede Naja (vores 1.) tænkte jeg nok ikke så meget over tingene. Graviditeten gik vildt stærkt, og fik nok ikke nydt den så meget, som jeg “burde” (Henrik og jeg havde kendt hinanden i 8 måneder, da jeg blev gravid). Vi boede i Schweiz, og der skete generelt bare rigtig mange ting. Fødslen husker jeg egentlig heller ikke så meget af, andet end det sæføli gjorde p**** ondt, og vi begge blev overvældet af lykke, da hun kom ud til os. Inden vi så os om, så var jeg gravid igen, og den graviditet nød jeg overhovedet ikke – dunken var møgirriterende, og var hele tiden i vejen, da Naja jo stadig bare var en lille pige, der ikke kunne klare sig selv. Vi nåede lige at flytte til DK, inden jeg fødte Liam, og herefter så kørte “hamsterhjulet” vist bare…. De første 2-3 år var sindsyg hårde! Og tanken om flere børn eksisterede ikke. Jeg har altid haft det sådan her: “Jeg har 2 arme og 2 hænder – argo jeg skal ikke have 3 børn!”.

For 3 år siden (her var Naja og Liam 3 og 4 år) begyndte vi at snakke, om vi nu også var færdige med at lave babyer…. Vi var en aften ude og nyde tosomheden på Tyrstrup Kro, og sad ved siden af et par, der havde mistet en søn. Det var en sørgelig historie, og jeg glemmer aldrig den sætning, de sluttede af med “Vi fortryder kun de børn, vi IKKE får!”. Derfor prøvede vi igen, og jeg blev forholdsvis hurtigt gravid, men mistede desværre indenfor de første 3 måneder, men da kroppen ikke ville slippe fostret, måtte jeg ind og have en udskrabning (fuld narkose) i 14.uge. Det tog ret hårdt på mig, og jeg gik fuldstændig i baglås og smed alt ud, som jeg havde gemt. Det måtte være skæbnen, at barnet valgte os fra!

Heldigvis besluttede vi 2 år senere at prøve igen, og nu kan jeg nemlig lave håndsrækning på den sætning, som parret på Tyrstrup Kro sagde. Ja, det er pisse hårdt med 3 børn, og ja, vi vores familie bliver ofte sat på prøve, og ja, jeg mangler ALTID en ekstra arm, og ja, gu’ savner jeg at kunne træne op til tri-stævner, MEN beslutningen om, at få Lukas, fortryder jeg aldrig! Ungerne elsker ham mere og mere for hver dag (det gjorde de vist ikke helt i starten), og selvom jeg er meget selv med dem, så får vi det til at fungere. Lukas kræver enormt meget af mig, og er enormt ringe til at ligge selv, så Naja og Liam hjælper mig så godt de kan, når jeg fx. skal lave mad, eller ved puttetid, når Henrik ikke er hjemme. Alle familier har deres udfordringer og kampe – ingen er perfekte 🙂

Som forældre følger der “desværre” også en anden træls ting med, nemlig evig bekymring…. Burhan G har udgivet en sang i hans seneste album, som hedder “Pas på pigerne” og den rammer bare helt rigtigt!! Lige så lykkelig jeg er for at se vores børn vokse op, lige så skræmt og bekymret kan jeg være for, hvad det er for en verden, der venter dem derude. Jeg kan ikke passe på dem for evigt, men jeg håber virkelig, at vi gør vores job godt nok til, at de føler sig trygge til at begive sig ud i den store verden selv engang (også selvom Liam siger, han aldrig flytter hjemmefra – med mindre han kan flytte ind i naboens hus, så han altid er tæt på os 🙂 ). Der findes så mange syge mennesker “derude”, som jeg aldrig håber, vil gøre eller påvirke vores unger noget. Den tid, den “sorg”, når jeg skal give slip.

Om 5 dage skrider vi ned i varme og vil få en smagsprøve på, at være sammen alle 5 døgnet rundt, inden vi om 1 1/2 måned tager 4 uger til USA på roadtrip.Jeg glæder mig!! Jeg forsøger ikke, at lade Lukas være en hindring for, vi skal forskellige ting, men der kommer bare helt automatisk nogle begrænsninger, som vi skal forholde os til, da han er et lille menneske med utrolig mange følelser, der har det bedst med lidt faste rammer. Glæder mig også til at gense alle de super seje atleter, vi har stiftet bekendtskab med gennem sporten, og sæføli til at løbe over målstregen sammen med de to seje tøser Alexia og Jeanett som “Danish Dynamite”. Vi seeeessssssssss!

Lev livet !!!

Stop lige tiden og klokken!!! Jeg når jo overhovedet ikke noget som helst her i min barsel, og inden jeg ser mig om, så skal jeg starte på arbejde igen…. Heldigvis får jeg sammen med min dejlige familien en lang sommerferie inden, og vi har netop besluttet, hvad vi skal bruge de mange uger på, som vi har sammen! ENDELIG 🙂 2017 besluttede vi skulle blive et oplevelsesrigt år, og det må man sige, vi går all-in på. Vi drager 4 (!!!!) uger til USA i en camper, så vi kan komme rundt og opleve det skønne USA igen. Vi har flere gange talt om, at det kunne være fedt, at komme derover igen (vi var der på roadtrip for 6 år siden med en Naja på lige knap 1 år, og Liam i maven), men at det skulle lykkes os allerede nu, er en prioritering, vi har valgt! Vi har haft vores økonomi og levefilosofi oppe og vende, og fandt ud af, at det skal være NU! Vi får nok ikke så mange ugers ferie forærende sammen igen, så derfor vælger vi, at smide alt efter denne tur. SHIT, hvor jeg glæder mig!!! Og vi er så heldige, at min mutti tager med os ❤️ Hun vil SÅ gerne opleve den del af verden sammen med os.

For det ikke skal være løgn, så skal vi også forbi Mallorca om under 3 uger! Det er vist min skyld, da jeg “kom til” at lokke en veninde med i en stafet til Ironman Mallorca 70.3 😀 Nu har vi været med de sidste 2 år, og efter jeg blev sygemeldt i min graviditet, så har jeg bare haft trang til, at komme ned på vores favorit ø, og da muligheden så kom for, at jeg kunne lave relay og tage løbedelen, så kunne det kun gå for langsomt med at sammensætte en tur derned til. Heldigvis støtter familien mig, så vi samtidig får 1 uges ferie ud af det. Jeg stiller til start med de 2 andre tøser som “Danish Dynamite” lørdag d.13.maj – kun én uge efter jeg har løbet Lillebælt. Behøver jeg at sige, jeg OGSÅ glæder mig til det? Sikke det kører 😛

Her hjemme går det fremad med alle ungerne. Liam er startet i GLO (glidende overgang) pr.01.04., så nu skal vi igen kun aflevere børn ét sted (lidt endnu i hvert fald). Og nu vi har fået 2 skolebørn, så er de også begyndt at gå hjem selv – har fået en “sendetid”, som de kalder det 🙂 Vi har 1,7 km. over til skolen, så det er en god gåtur hjem. Jeg mødes med dem halvvejs, da de skal krydse en stor vej, hvilket jeg ikke er klar på de skal selv endnu (Liam har tillid til alle billister, og satser bare på de holder for ham…..). Men jeg tror det betyder utrolig meget for dem, at jeg/vi udviser dem den tillid, at de godt selv må gå det første stykke ALENE fra skole.

Lukas bliver allerede snart 5 måneder !!! Det har både været de hårdeste og dejligste 5 måneder. Vores liv har ændret sig markant, siden han kom til, og udsigterne til at lave større tri-stævner føles meget langt væk…. Det er både en rar, men også en svær følelse, da vi begge VIRKELIG elsker sporten og nyder processen, der bygges op til stævner. Heldigvis er der også tri-stævner, når vi er 40+ 🙂

Siden sidst er jeg stoppet med at amme, da jeg måtte erkende, at jeg ikke havde mælk nok til ham. Det var meget meget svært for mig at acceptere, men set i bagspejlet, var det den rigtige beslutning for os alle. Han sover meget bedre om natten, men i løbet af dagen er det stadig 4-6 powernaps á 30-40 min. han tager. Det er så stressende nogle gange, at jeg er ved at gå til…. Ønsket og håbet om at tage en lur samtidig med ham, det måtte jeg opgive for længe siden – jeg går i stedet bare rundt som en evig zoombie, der ofte har en temmelig kort lunte! Ind imellem kan han godt tage lidt mere end de korte lurer, men det er aldrig til at vide, så når det endelig sker, så har jeg jo gang i 1.000 ting, der skal klares, og derfor ikke tør lægge mig, da jeg aldrig ved hvornår han vågner. Der savner jeg godt nok en god middagslur af 2-3 timer, hvor jeg så både kunne nå de praktiske ting i hjemmet OG sove! Dagen bliver til tider meget lang, da jeg ærligt ikke ved, hvad jeg skal finde på at lave sammen med ham nogle gange. Han har det bedst på min arm, og det bliver jeg forholdsvis skæv af i længden. Det ER hårdt, men også enormt dejligt. Ville aldrig være det foruden ❤️

Der tælles nu ned til mine kommende 2 halvmaratons i ind- og udland (virker helt vildt latterligt, når jeg “plejer” at præsterer mere, men livet med 3 børn kræver mange hænder, og 5 måneder efter fødsel, så er det altså ret stort for mig) og en uges ferie med min kernefamilie efter maaaaange måneder hjemme. Vi ses på den anden side 😎

Stort!!!

Det kan godt være, det lyder tosset og skørt, men jeg har her til eftermiddag og aften haft alle ungerne selv – inkl. lektier, bad, madlavning, vasketøj, oprydning og putning af 3 unger – og det er gået helt godt! Naja og Liam har virkelig været gode, og hjulpet mig (eller bare gjort, hvad jeg har bedt dem om), og det er lige pludselig gået op for mig, hvor store de er blevet! Hvilken lettelse 😀 Tænk, jeg kan skrive sådan, om mine egne børn, men det er altså ikke SÅ nemt at være selv med 3 børn, så det er som om, der er faldet en sten fra mit hjerte. Jeg kan jo godt klare dem ❤ Jeg har dem altid selv om eftermiddagen, men at overleve primetime med lille L, er i sig selv en sejr – jeg var godt forberedt 🙂

I morgen er det allerede 3 måneder siden, at Lukas kom til verden. De 3 måneder har VIRKELIG været med blandet følelser! De første 2 var et h*****, rent ud sagt, da jeg stort set ingen søvn fik, men herefter begyndte det, at gå den rigtige vej, og jeg gik fra, at skulle give mad 4-5 gange om natten til 2! At han kun skal have mad 2 gange om natten nu, er dog ikke ensbetydende med, at jeg får fuld søvn mellem hans spise – så godt er det dog ikke endnu 🙂 Men det går den rigtige vej.

Lukas er enormt sulten, og vokser som en gal. Det kan jeg desværre ikke helt selv tage æren for, da jeg allerede efter 3 uger, måtte give ham erstatning. Jeg har simpelthen ikke mælk nok til ham, og selvom jeg har lagt ham til nærmest hele tiden, så er min mælkeproduktion IKKE sat op, som alle kloge hoveder ellers siger sker. Jeg har haft enormt svært ved at acceptere, at jeg ikke har kunnet mætte mit eget barn – det kan stadig gøre mig ked af det…. Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig, men det har virkelig fyldt meget i mit hovedet. Nu her 3 måneder efter supplerer jeg stadig, og inden ugen er omme, har jeg lovet mig selv, at jeg må erkende, at det er sådan det er! Det har jeg sådan set længe, men det jeg mener er, at jeg helt vil holde med at supplere, og derfor stoppe med at amme. Jeg har bare ikke mælk nok. Det er dog alligevel det længste, jeg har ammet, da Naja valgte mig fra efter 2 1/2 måned, og Liam holdte jeg efter 7 uger, da det stressede mig, at skulle sidde i timevis og amme, når Naja var så lille bitte, og hev i mig. Så helt skidt er det ikke 🙂 Det er nok bare mit eget behov for den nærhed, jeg skal slippe.

Sovepladserne i huset er blevet noget anderledes, siden Lukas kom til verden. Liam har vi jo haft besøg af ofte inden, og han accepterede også 2 dage efter fødslen, at sove selv, men så stoppede det igen. Da Henrik så startede på arbejde efter barsel, rykkede han ud af soveværelset, da han ikke kunne holde “larmen” ud. Siden har vi ikke sovet i samme seng – han sover nu sammen med begge store unger på Najas værelse 😀 Mega hygli for dem, og alle får deres søvn. Jeg glæder mig til, jeg også får en fuld nats søvn – engang 😉 Den tid, den glæde. Vi får i hvert fald ikke flere børn på den måde 😛

Træningsmæssigt går det super. Jeg følger mit program, og “nøjes” med at løbe de 3 gange i ugen, som der står jeg skal. Stille og roligt, vil der kommer flere kilometer på – det ser jeg frem til. Henrik forventer, at kunne komme ud og løbe en tur i weekenden. Det er første gang i flere måneder, så det bliver lidt spændende. Han fik en anden behandler på i sidste uge, og han gav ham grønt lys til at afprøve det. Så måske vi kan få en helt familietur ud af det 🙂

2017 – alt andet end tri!

Der har været temmelig stille her på bloggen hos “tri-tosserne”, men årsagen er enkelt: Døgnet er blevet endnu kortere, efter Lukas kom til verden 24.11.16
Jeg har slet ikke haft tid til at skrive omkring fødslen, men NU ser det lysere ud her i familien, og overskuddet til andet end spise, amme, skifte ble, bade, ordne vasketøj, gøre rent, lave mad, hente & bringe de store børn og holde jul/nytår og senest fødselsdag er stille og roligt på vej tilbage 😀 Jeg keder mig ikke – lad mig sige det sådan!
Lukas’ ankomst tog lidt fusen på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig/regnet med, men syntes godt nok det var hårdt!!! Veerne startede kl.03 torsdag morgen, da jeg var gået 2 dage over, og efter at have taget tid i sengen 1 times tid, stod jeg op. Sagde stille til Henrik, at der var ved at ske noget, men han kunne sagtens sove videre – yeah right. Det havde jeg nok heller ikke selv kunnet, med den besked 😉 Så der sad jeg kl.04.30 om morgenen, og spiste voldsomt meget havregryn med sukker (har jeg så aldrig gjort før!?!) med 7 minutter mellem veerne. Det smagte fantastisk 🙂
Jeg havde lidt pres over, at Naja og Liam skulle se mig med veer, så ringede til fødegangen for lige at høre, hvornår de ville se mig. “Først når veerne varer 1 min og er tiltagende”. Herefter forsvandt alle tegn på veer, og vi fortsatte morgenen som om intet var hændt. Ungerne blev afleveret, og vi gik en tur i brugsen (Henrik arbejdede hjemme just in case). Da vi kom hjem, var slimproppen gået, og jeg havde en masse plukveer på gåturen. Der kom veer i tide og utide, og kl.10.30 besluttede jeg må for at tage en lur – ingen vidste om det ville tage hele natten….. Først kl.13.30 kom veerne sådan for alvor tilbage, og kl.14 var der kun 3 (!!!!) minutter imellem! Svigerforældrene blev kontaktet, så de tog sig af Naja og Liam, og fødegangen ville gerne undersøge mig – kl.15.15 pga vagtskifte. Fedest; NU skete der noget – troede jeg…. Så snart vi ramte fødegangen, forsvandt alle veer!!!! WTF?!?
Lang historie lidt kortere, så blev jeg sendt ud for at gå, da jeg var meget tæt på, at kunne blive indlagt. Vi tog derfor en tur i storcentret, drak en lææææækker kaffe på Baresso og gik lidt rundt i centret (jeg måtte holde pause hver 5.minut pga veer 😛 ). Tilbage på fødegangen til observation – herefter måtte vi blive. Lukas’ puls var bemærkelsesværdig høj, så der blev virkelig holdt øje med ham. 1 1/2 time efter tog de vandet, hvilket hjalp på pulsen, og SÅ var det ellers et stort smerteh***** i 1 1/2 time 🙁 Pressefasen var sindsyg hård – måtte have ilt – og ved 2. sidste pres, kom hans hoved ud, og jeg kunne høre ham tage spring til at græde…. Troede aldrig den næste ve kom!!!! Jeg følte det som om, mit hoved var ved at eksplodere og underliv ved at revne, og var overbevist om, det endte galt, men ved sidste ve smuttede han ud, og alle smerter forsvandt på et splitsekund. Det er simpelthen for vildt, og lige fantastisk hver gang. Jeg gør det dog ALDRIG igen 😀
Ugerne efter kan jeg nærmest ikke huske, da jeg ikke lavede andet end at amme, skifte ble og forsøge at sove de 45-60 min. han max sov ad gangen. Der var lige nogle enkelte dage, hvor han tog sig en voldsom god middagslur, men der havde vi enten gæster eller var ude på tur…. Og lige som jeg bedst tror, jeg har knækket koden, og der er kommet rutiner, så mener Lukas noget andet 😉 Naja har i dén grad taget storesøster-rollen på sig (måske liiiiidt for meget og er blevet “minimor”), men det er jo kun af kærlighed hun gør det, og giver mig råd 😀 Liam har vi vores udfordringer med, men det kan både være en blanding af, at han nu er i midten, og ikke rigtig kan finde sin plads, er gået fra at være mors lille dreng til nu at skulle være stor og ikke føle, han kan sidde på mit skød…. Det har været utrolig hårdt for ham (og er det stadig), men vi kommer mere og mere den rigtige vej hen. Nu er han også blevet 6 år, hvilket OGSÅ betyder tigerspring – det anede jeg ikke, de kunne få i den alder – og lige om lidt skal han starte i skole. Han elsker sin lillebror overalt på jorden, også selvom han nogle gange syntes han er træls, fordi han tager så meget af min tid…..
NL svømmeren

2017 bliver et år, hvor vi IKKE kommer til at deltage i diverse tristævner. Vi kan på ingen måde forsvare det over for nogle af børnene, og vil heller ikke, så året bliver i stedet fyldt med oplevelser på den ene eller den anden måde. Henrik har netop booket en “solo-skitur” til Frankrig med Naja og Liam i marts, så de kan få noget kvali-tid sammen, mens jeg og Lukas bliver hjemme. Så skal vi til Schweiz og besøge vores gode venner for sidste gang, og sommerferien byder på 4 uger sammen enten her i DK eller måske i Thailand – det har vi ikke besluttet endnu. Det bliver helt fantastisk!
Henrik døjer fortsat med sin knæskade, som han for alvor fik at mærke på diverse stævner sidste år. Prisen får han i dén grad lov til at betale nu…. Der er p.t. ingen udsigt til han kommer til at løbe det her år! Det tager en evighed, at få bygget de sener op, som er revet over. Derfor er det endnu mere oplagt, at vi ikke skal lave nogle løb i dette år. Jeg har dog tilmeldt mig Lillebælt halvmaraton her til maj og så Broløbet til september (også halvmaraton). Jeg startede forholdvis tidligt med at løbe efter fødslen, og kan sagtens træne mig op til det uden det på nogen måde går ud over nogle af os. Jeg løber som regel, når Lukas sover formiddagslur, da han godt kan lide at vugges i søvn. Det glæder jeg mig til! Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg IKKE savnede at dyrke tri, men hver ting til sin tid -jeg kan lave comeback når jeg bliver 40 eller 45 😀 Næste projekt er BARNEDÅB ❤️

Ha’ det fantastisk til jeg vender tilbage 😉

Hvordan bliver det mon…..?

Om 7 1/2 uge starter jeg barsel – hvor er det vildt at tænke på! Glæder mig til bare at være mig og nyde stilheden, inden vi igen får bitte små fødder og gråd i huset. Jeg glæder mig enormt, men er samtidig også meget spændt på, hvad der venter os. Kan vi mon finde ud af det der baby noget igen? Det er efterhånden en del år siden, at vi stod i den situation – her var det så også dobbelt op, da Naja og Liam er så tætte på hinanden. Jeg kan glæde mig over, at jeg får mange ekstra hjælpende hænder.

Jeg blev torsdag i sidste uge deltids sygemeldt, da jeg efter et almindeligt lægebesøg nævnte for lægen, at jeg om eftermiddagen fik mange plukveer og var enormt træt. Det var hun ikke helt glad for, så hun rådede mig til, at gå et par timer ned i tid hver dag. Så nu går jeg fra job kl.13, og det har virkelig betydet meget for mig! Svært at acceptere, at jeg ikke kan “slå til”, men må også bare erkende, at jeg er blevet nogle år ældre, og der fortsat kræves af mig, når ungerne er vågne. Jeg har primært energi i morgen og formiddagstimerne, men når vi kommer hen over middag, så strammer det godt til, og jeg må lægge mig. Det betyder også, at hvis jeg gerne vil motionere, så er det fra morgenstunden, og det råder lægen mig også til at gøre! Jeg bliver kun mindre doven og utilpas af at lave ingenting.

Jeg har taget godt 10 kg. på nu, og forventer, at jeg de næste par måneder tager ca 2-3 kilo mere på. Jeg forstår ikke, hvordan maven kan holde til det – har for alvor glemt, hvor meget det presser på og spænder. Det bliver dælme skønt, at få min krop tilbage igen! Savner at kunne sidde ind til bordet, kunne hænge tøj op uden at skulle strække mig som en sindsyg for at kunne nå, kunne tørre mine ben og fødder uden at skulle bruge en skammel, kramme mine kære helt tæt ind til mig, føre en samtale uden at blive forpustet, sætte mig op i sengen i stedet for at rulle UD af sengen og mange flere ting. Fordelen er dog, at jeg nærmest ikke behøver at bruge top/BH, da maven sidder så højt, at den holder dem oppe 😀

Det betyder meget for mig, at jeg kan holde mig aktiv med motion. Jeg er så priviligeret, at jeg fortsat kan løbe (men KUN om morgenen), så det forsøger jeg at gøre min. 3 gange om ugen. Det giver mig SÅ meget, og de gange, jeg ikke har kunnet, så finder jeg på noget andet. Min tanke er nu, at jeg hen over vinteren, vil forsøge at få noget styrketræning ind over, da jeg virkelig er blevet en vat-arm….. Jeg prøvede forleden at lave armstræk (på knæ!!), og jeg kunne nærmest ikke løfte mig op efter 4 gange 😀 Jeg har været mættet af styrketræning i mange år pga. mit liv i fitnesscentrene før i tiden, så håber på, jeg på en eller anden måde, kan få motivationen tilbage og på den måde kunne få bygget noget styrke på til min svømning og cykling.

Efter vi i weekenden var ovre og heppe til KMD Ironman CPH, er vi begge noget rundt på gulvet mht. fremtiden. Vi har snakket om, at vi IKKE skal tilmelde os nogle race i 2017, da det helt automatisk vil lægge et unødvendigt pres på os. Vi har ingen ide om, hvad fremtiden bringer os med lillebror. Det er enormt svært at forholde sig til, da vi rigtig godt kan lide, at motivere andre og blive motiveret af andre mht. vores passion for sporten – triathlon. Vi har det bedst, når vi har noget at træne efter og hen imod, og det er der bare ikke nu. Triathlon har de sidste 5 år været en stor del af os, så vi har begge meget svært ved at forestille os et liv uden. Én ting er dog sikkert – næste gang der bliver lavet en fuld ironman her i familien, så er det MIG 😀 Ikk, skat 😉 ? Hvornår det bliver og kan lade sig gøre, det må tiden vise.

Hvad giver man manden, der har alt?

Aldrig gå ned på udstyr. Pris og kvalitet hænger sammen. Og hvad giver man egentlig manden, der har alt – eller selv går ud og køber det?! De tanker er der sikkert mange flere ud over mig selv, der kender til. Ingen tvivl om, jeg er perfektionist til fingerspidserne, og oveni en forfængelig triatlet. Det kan være en farlig kombi, skal jeg hilse og sige.
Siden jeg startede med at deltage i løb- og triatlonstævner i 2011, hvor vi vendte hjem til Danmark fra Schweiz, og jeg søgte andet end mit arbejde at realisere ambitioner igennem, er der blevet hængt mere end et par medaljer om min hals. Nogle mere betydningsfulde end andre. Men én slår dem alle. Der findes ingen magen til – det er MIN unikke medalje. Der er ingen målstreg, der matcher den følelse, det gav første gang, jeg så det smykke, Tanja så fint har skabt i samarbejde med guldsmed Kim Vedebech.
image3
Vi mødte første gang Kim, da vi efter at have kendt hinanden i små to måneder, var 14 dage i Egypten sammen med min familie og fejre min mors 50 år fødselsdag. Da vi sent på natten kom hjem fra Hamburg lufthavn til mine forældres hjem og sad og bladrede lidt i nogle aviser, faldt jeg over et bryllupstillæg til en avis, hvor nogle af Kims flotte kreationer var vist. Der så vi vores vielsesringe for første gang! Mange har nok tænkt, at der altid er fart over feltet i mit og Tanjas forhold. Jeg tror endda, Tanjas far har omtalt, Tanjas liv som et lyntog, hvor man kan risikere at stå tilbage på stationen, hvis ikke man når at komme med. Der er ikke langt fra tanke til handling, og det giver os nogle fantastiske oplevelser. Nu og da får vi måske ikke tænkt alt helt til ende, men vi har endnu ikke gjort noget, vi har fortrudt – vi har blot lært noget af det. Vi vidste ret hurtigt, det skulle være os to for altid, og når vi ser noget, så ved vi som regel også instinktivt, hvad den anden part tænker, og så er det bare at gå videre ud af den vej.
Der skulle dog lige gå ca. 9 måneder før, det blev aktuelt med at kontakte Kim og få aftalt at se nærmere på vielsesringene, og få lavet lige dem, som vi var helt vilde med – og som vi altså havde set nærmest magen til i et blad 9 måneder tidligere og kun 2 måneder efter, vi mødte hinanden! Ingen grund til at undersøge mulighederne yderligere, når vi allerede vidste, hvad vi gerne ville have. Nå ja, og i den 9 måneders periode, havde Tanja sagt sit job op i Danske Bank i Farum, lejet sin lejlighed i Ballerup ud, flyttet ned til mig i Schweiz og blevet gravid med Naja. Jeg friede til hende på en strand på Koh Samui, hvorefter vi sendte en rispapirlampe afsted mod himlen, og så kunne vi tage til Kolding og mødes med Kim, der kunne råde og vejlede os om de ringe, der ville symbolisere vores kærlighed.
Kim har siden da været fast leverandør af smykker til flere i familien. “if it aint broken, then why try and fix it”, tænker vi. Som i mange andre ting i livet, drejer sådan noget sig om relationer, tillid og god service. Det har Kim leveret og han har forstået at skabe personlige smykker på baggrund af vores historier og værdier. Her kommer min aller vigtigste “medalje” ind i billedet. Facebook mindede mig fornylig om, at det nu er 3 år siden, jeg fik dette smykke. Jeg var straks solgt. Jeg var imponeret. Jeg er en passioneret triatlet, der elsker carbon og alt, der udstråler “bling”. Men fremfor alt er jeg en blød familiefar, hvis hjerte smelter ved tanken om, vores to små unger, hepper “kom så far, kom så far”, når de er ude at se mig gennemføre et af de talrige triatlonstævner, jeg signer up til og slæber dem med til. Jeg tror på børn spejler sig i deres forældre, og vi er deres første forbilleder. Derfor er bevægelse også en helt naturlig del af deres liv. De vil hellere cykle til skole og børnehave end blive kørt og de løber om kap og tegner en start- og målstreg på vejen.
Når jeg har mine lange træningspas eller deltager i stævner, så giver min halskæde mig på en måde ekstra styrke og tro på, det kan lade sig gøre, det jeg har gang i. Jeg har dem, jeg elsker helt tæt på lige meget, hvor jeg er.
image1
Jeg har snart fødselsdag, og derfor bliver jeg spurgt om ønsker – men hvad giver man manden, der har alt? Jeg har allerede én gang fået mit livs gave. Faktisk op til flere gange. Min skønne hustru. Vores to skønne unger. En tredje lige om lidt. Et smykke, der på samme tid symboliserer kærlighed og passion for min og Tanjas fælles sport triatlon. Jeg er faktisk ret glad for livet, de der er en del af det og de begivenheder, der skaber det.
img_2442.jpg

Det var ren overlevelse !

Formålet med at tage til Mallorca 70.3 igen i 2016 var at få en god start på sæsonen, og gentage succesen fra 2015 med en dejlig familieferie kombineret med den sport, både Tanja og jeg elsker at være en del af. I 2015 ankom vi onsdag, kørte race lørdag og rejste hjem igen onsdag. Der var super godt vejr hele ugen, og racet blev afviklet under de mest optimale forhold. Måske endda lidt for varmt, som kostede lidt på løbet! Det skulle blive anderledes i 2016!

Vi ankom mandag middag, kørte race lørdag og rejste hjem igen mandag. De første dage op til racet var der rigtig godt vejr og jeg fik nogle rigtig gode træningspas i banken. Jeg kørte flere watt på stigningerne end, jeg tidligere har gjort – følte mig stadig godt tilpas, og løb nogle rigtig gode løb efterfølgende. Det fik ambitionerne til racet til at blive rigtig store, fordi formen viste gode takter og træningen generelt har forløbet rigtig godt henover vinteren. Der lå bare lige en joker og lurede – vejrudsigten blev ved med at sige 30mm regn og lave temperaturer. Jeg er født optimist, så det gad jeg egentlig ikke fokusere på – den spanske vejrtjeneste laver det nok om! Det gjorde de ikke. De skal have ros for at være gode til at forudsige vejret!
Min coach, Martin Melcher fra Train & Simple, var selv dernede, da han også var tilmeldt racet. Vi gik torsdag aften en tur en halv times tid og snakkede om forventninger til løbet. Det var vigtigt for Martin at lade mig vide, det ville være helt ok med ham, hvis jeg valgte ikke at køre racet! De tanker havde han selv. Mit store mål for sæsonen er Challenge Roth d. 17. juli, og med den vejrudsigt, så kunne det gå hen at blive ret farligt at køre racet. Nedkørslen fra Lluc er ret teknisk, og med våd asfalt og 3500 tilmeldte atleter til verdens største 70.3 race, hvoraf ca 1500 er debutanter, så er der tale om en farlig cocktail. Martin har vist sig som en super god coach, som ikke kun presser mig i den daglige træning og holder øje med min performance, men virkelig også bare er et godt menneske med syn for detaljen og fokus på, jeg også har en familie. Han fik yderligere respekt gennem vores snak omkring forventninger til racet. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke ikke at deltage! Så må jeg køre efter forholdene, for det gælder jo samme vilkår for alle deltagere.
Jeg kører typisk ikke race mod de andre, men udelukkende mod mig selv. Jeg kører for at forbedre min tid fra sidst, og det var også tanken til Mallorca 70.3. Det blev ikke udfaldet. Jeg kørte 4:53 i 2015, og endte med 5:09 i år. Jeg føler mig bedre cyklende og bedre løbende – det har træningen også vist; svøm ligger nogenlunde på niveauet det sidste år. Jeg forsøger at lade være at kigge på tiden, men mere se på selve racet, hvordan det forløber, og så har jeg en tro på, jeg kan fyre den af og “åbne op”, når det bliver nødvendigt. Det gik bare slet ikke som forventet og håbet, og det blev jeg mållinjen, vildt skuffet over.
Strategien var at lægge jævnt hårdt ud, og med rullende start, så forventede jeg ikke at komme i kamp med mange svømmere. Det gjorde jeg dog. Jeg svømmede 30:24 og måtte udenom en del, der vist havde stillet sig i den forkerte boks – jeg kom også i nærkamp med en del brandmænd, der stadig ses minder af på mine underben. Jeg blev brændt både på hænder og fødder. Får tjekket uret, da jeg løber op, godt 30min – nå ja, det er vel ok, vejret og forholdene taget i betragtning. Op finde min pose med min Fusion Speedtop, som jeg forsøgte at få på i nogle sekunder; det havde jeg slet ikke tålmodighed til, så jeg tænkte, “fuck det – det klarer op på turen, og jeg får varmen” – det gjorde det ikke, og jeg fik ikke varmen. Der er ikke meget fedt på min krop til at isolere mod kulden, så jeg klaprede tænder hele vejen til stigningen startede efter Pollenca startede. Jeg var også ved at ryge på røven i en rundkørslen, fordi der var meget vand. Jeg siger jer – jeg har aldrig kørt i sådan regnvejr. Som jeg skrev på en Facebook opdatering om morgenen, så havde jeg nok valgt svømmehallen, hometraineren og løbebåndet, hvis det bare var træning. Jeg tror aldrig, det har regnet SÅ meget på Mallorca før. Jeg forsøger hele vejen på cyklen at trykke godt til, men jeg kan ikke koncentrere mig om at holde øje med mine watt, og jeg klamrer mig til styret, når jeg kan. Specielt nedkørslen blev slem. Jeg frøs som en lille hund og tænderne klaprede igen. Jeg gør hvad jeg kan, for at passe på ikke at styrte, og det betyder farten bliver derefter. Endelig nede på flad vej, og jeg kører, det bedste jeg har lært – men jeg kan ikke få hul igennem. Min krop er kold og mentalt er jeg presset.
Jeg tænker, “du skal bare ind og stille cyklen, så er du hjemme – løbet er din styrke” – der kom bare aldrig hul igennem til benene. Jeg løber forbi Martin, der har valgt at være tilskuer på dagen, og han løber lidt med mig. Jeg får fremstammet, “jeg løber 4:15-4:20, og jeg lige mærker efter” Vi havde talt om, jeg kunne ligge omkring 4:00, så han sagde, “knæk den over i to, du kan godt”… det håbede jeg også på, men maven begyndte at lave knuder og jeg måtte stoppe og tisse to gange, selvom jeg havde tisset på cyklen to gange også – det varmer så rart i regnvejret. Men jeg må træne det noget mere, for jeg fik nærmest krampe i baglåret – det er lidt udfordrende at åbne for hanen, når automatikken prøver at slå fra. Til sidst kæmper jeg for at holde pace 5:00, og det er ikke fordi min puls er høj – jeg kæmper for at holde varmen og mit mål bliver at komme ind under 1:40 på løbet. Jeg løber ind på 1:40:03 !
For første gang falder jeg om, lige da jeg kommer på den anden side af målstregen. De sidste kilometer tænker jeg, “idag må det være min tur til at komme i medical teltet”, jeg er helt færdig. Men der er åbenbart pres på teltet, så det bliver jeg ikke tilbudt. Jeg får udleveret et varmetæppe, da jeg kommer på benene igen, og går så mod udlevering af den hvide pose med varmt og tørt tøj. Spanierne har bare slet ikke styr på poserne, og de har ikke fået hængt dem op i numeriske orden! Jeg venter 30 min og smutter over at få lidt massage imens, de leder videre. Kommer tilbage efter 40 min og de leder lidt igen. Der står nu endnu flere og venter på deres poser, men de kan ikke finde min.
Jeg fryser, og tårerne presser sig på, for jeg ved ærligt ikke, hvor Tanja er. Er hun kommet videre fra svøm? Er hun stadig ude at cykle? Løber hun? Har hun brug for min støtte? og hvor er ungerne og mine forældre? Jeg kan ikke rumme, at jeg ikke kan komme væk i tørt og varmt tøj – og min telefon ligger i den hvide pose. Personalet foreslår jeg går ud og får lidt at spise og kommer tilbage om en halv times tid ! De kan ikke gøre noget. Det regner stadig og jeg fryser helt vildt; og jeg kan ikke komme i kontakt med nogen. Jeg bevæger mig ud og får lidt pasta og et glas cola. Får også guffet en chokolade-muffin i mig. Går ud til løberuten og efter lidt tid kommer Tanja løbende! Her har hun løbet ca 7km. Får stoppet hende, giver hende et kram og et kys – får sagt, “hvor er du sej skat” – og hun løber videre. Der kommer et par tårer, og jeg går alene om bag afspærringerne igen. De finder nu min hvide pose efter yderligere 20 min, og jeg får klædt om, så hurtigt jeg kan. Jeg finder min telefon og finder app’en frem, så jeg kan følge Tanja, og får skrevet til mine forældre.
13138736_10154227534773809_1158348839556628257_n
Jeg møder Jimmy, Nikolaj og Alexia og bevæger mig imod de løbende atleter, så jeg kan finde og følges med Tanja det sidste stykke i mål. Vi løber de sidste 400m hånd i hånd, men jeg kan ikke komme med over målstregen igen, så jeg må udenom afspærringerne og ind af bagvejen, for at finde Tanja igen. Endelig er vi i hinandens arme igen. Jeg kom i mål 3 timer før hende, fordi jeg startede 1 time før og kommer i mål i en tid 2 timer hurtigere. Vi går ind i de her tossede projekter sammen og hun og ungerne er min energi, når det gør ondt. Mallorca 70.3 2016 var en hård nyser! Spørgmålene melder sig, “er det dét værd?”, “gider jeg udsætte mig selv og min familie for de her forhold?” “har jeg så ondt i mit højre knæ, at jeg burde holde en pause?” Det er som om mit knæ låser – ikke bare, når jeg løber i de her temperaturer, men også i dagene bagefter, halter jeg lidt. Men efter nogle dage er det fint igen, og når forholdene er gode, vejret er godt, flowet på cyklen har været godt, så løber jeg uden problemer omkring pace 4:00, og mine intervalløb og rolige løb, klarer jeg også fint. Kan jeg køre Roth? og kan jeg indfri mit mål om at sætte ny PR, dvs. hurtigere end 9:43 fra IM CPH i 2014? Det er stadig mit mål, og det vil jeg gå efter. Jeg lytter til min krop, og jeg ved min coach tager de hensyn, der skal til, for min familie og min krop – og han investerer det i mig, der skal til, for jeg står helt knivskarp til Roth d. 17. juli !
Planen er at køre 1/4 IM distance i Haderslev d. 29. maj, 1/2 IM distance til Øresund d. 26. juni og så Challenge Roth d. 17. juli – herefter videre på 3 ugers sommerferie, og så kan det da være, sæsonen sluttes af med Challenge Fredericia i august, hvis lysten er til det. Ellers var det vist sæson 2016.
Mallorca 70.3 var en lærestreg og under de forhold er jeg glad for, jeg gennemførte – det kan ikke blive værre forhold! I Roth skal solen bare skinne! Please! Jeg er fan af processen frem mod stævnerne. Jeg elsker at træne og forbedre mig. Se min krop udvikle sig og min form rykke sig. Jeg elsker det fællesskab, der opstår til stævnerne og de venner og bekendtskaber, der opstår. Jeg er taknemmelig for den respons, der er fra alle derude, der følger Tanjas og mine bedrifter, vores støtte fra familie og venner, der ikke altid forstår os – og de derude, der støtter os med produkter, der er med til at gøre vores træning til en leg og muliggøre vores drømme og ambitioner.
img_2442.jpg

Mallorca viste sig fra sin værste side!

For godt 1 uge siden ankom vi til Mallorca. Jeg havde taget min cykel med, så jeg kunne cykle lidt hernede, da jeg vidste, at det ville blive sidste gang i en længere periode, jeg ville kunne gøre det (pga. miraklet i min mave). Som dagene gik blev jeg mere og mere tændt på, at stille til starte til lørdagens race, som vi for godt 1 år siden meldte os til….. Jeg havde søndag inden afrejse været hos jordemoren, for lige at sikre mig, at alt var godt, og fik samtidig en snak med hende om evt. deltagelse. Hun sagde til mig, at pga. min form og jeg ikke var længere henne, så syntes hun, jeg skulle gøre det! Det kunne på ingen måde gøre, at barnet ville gå tabt pga. det. Det gav mig en tryghed, som jeg tog med herned.

RACEDAY:

Lørdag morgen ringede uret kl.05, og shit for et lorte vejr!!! De havde lovet regn, javel, men SÅ meget??? Det stod bare lige ned i stænger – har aldrig set så meget regn på solskins øen før…. Inden vi gik mod start, mødte vi en gut, der også skulle derned, og han brokkede sig også over vejret. Hertil svarede Henrik: “Fordelen er da, at vi kun bliver våd én gang!” Og lige præcis dén sætning blev årsagen til, at jeg hoppede i bølgerne godt 2 timer senere (med laaaaaaange indre diskussioner inden).

Efter at have pumpet cyklerne og sat energi og vand i holderne, gik vi ned til stranden. Vi fandt et halvtag, hvor vi sammen med mange andre, stod i tørvejr. På det tidspunkt var jeg langt fra klar til at hoppe i vandet, og det var egentlig først 20 min. før PRO’erne hoppede i vandet, at jeg tog beslutningen om at gøre det!

Det var rullende start, og da jeg stillede mig i den alleer sidste startboks, sammen med en af tøserne hernede, gik der fandme 1 time, før vi kom i vandet! Shit vi var kolde…. Og jeg skulle BARE tisse! Det er så pænt svært at skulle det, når man står der midt på stranden og har kropskondom på, så det endte med, jeg pissede i dragten PÅ LAND lige inden jeg blev kastet for bølgerne 😀 Yummiiiiii!!!!

Det var en sej omgang i vandet, og alle de scenarier, jeg inden havde sat op for jeg IKKE skulle deltage, de var til stede. Det regnede og der var bølger, og lige præcis derfor, var det SÅ fedt, at komme ind på land efter 2000 meter og godt 44 min. (kunne åbentbart ikke svømme lige….) i vaskemaskinen! Modsat sidste år tog jeg mig god tid, og gik lige så stille op fra stranden og op i verdens længste skiftezone. Igen skulle jeg tisse, og hvad gør man så? Jeg formåede at pisse i dragten igen – gående vel at mærke 😀 😀 Fuck hvor var jeg i grunden klam…. Men det sparede jeg alligevel nogle minutter på!

Jeg fandt min cykel, og afsted det gik mod Pollenca og op ad bjerget. Taktikken var, at tage det i MIT tempo, så jeg også kunne løbe bagefter (endte med et snit på 22,6 km/t ZZzzzzZZZzz). Pga. vejret havde jeg taget en langærmet bluse på (havde ingen regnjakke), som jeg håbede, ville holde mig lidt varm. Det gjorde den også de første 35 km., men var TOTALT gennemblødt….. Bjerget var MEGET langt, og glæden, da jeg så tankstationen på toppen, var ikke til at tage fejl af! Det fejede jeg med at pisse på cyklen, og til jer, der ikke har prøvet det, så er det IKKE er let, men det lunede lige et øjeblik 😀 . Turen ned var den værste jeg har prøvet! Da jeg var så gennemblødt og regnen fortsat piskede ned, kunne jeg nærmest ikke se noget OG blusen jeg havde på, var så gennemblødt, at jeg blev kold som aldrig før. Jeg rystede så meget, at jeg dårligt kunne styre cyklen, og havde samtidig svært ved at finde kræfter til at bremse med frosne fingre….. Jeg troede vitterligt, jeg aldrig kom ned! Fuck det var væmmeligt.

Efter4 timer i en stort regnskyld fik jeg klikket mig ud, og gik ned med min cykel i skiftezonen. Jeg frøs så meget, at jeg havde svært ved, at overbevise mig selv om, at jeg skulle fortsætte…. Jeg fandt min løbepose, og forsøgte, at tage mine sjaskvåde cykelsko og strømper af, uden at gå helt kold. Heldigvis havde jeg taget tørre strømper med til løbet, så jeg tog mig lige ekstra tid til at få dem ordentlig på. Mens jeg sidder der og ryster, som en åndssvag, og kæmper med at få mine sokker på, så spørger der gudhjælpemig en dame, ved siden af mig, om hun har mascara under øjnene!?!?!!! Er det ikke fuldstændig ligegyldigt??? Vi lignede lort alle sammen, efter at have kørt i regnvejr i godt 4 timer – hvad f***** regnede hun med?

Tanken om, at jeg ville få varmen ved at løbe, fik mig af sted. Regnen holdte heldigvis et øjeblik, da jeg startede på løbet, så jeg bedre kunne få varmen. Jeg var RØV sulten, og lige da jeg kom ud fra skiftezonen, var der depot. Jeg kastede mig over frugten, så jeg kunne få maven til at holde mund til jeg ramte næste depot. De første 6 km. løb jeg uden stop, men herefter begyndte det at gå op ad bakke for mig. Mine ben var sindsygt tunge, og jeg var ved at være godt flad. Jeg besluttede derfor, at jeg ved hver 2. km. måtte ned og gå, og samle kræfter, og det holdt også, de første par gange. Herefter blev det til hver km.. Der var nogle kilometer på ruten, der var meget lange og ensomme, og da der stort set ingen hep var på mig (fordi jeg kom så sent ind), så var det en kamp mod mig selv, jeg havde hele turen rundt. Fandme om jeg ikke skulle have den medalje og finisher T-shirt, når jeg nu havde betalt for den! Så jeg kæmpede og kæmpede, og endte med, at jeg løb de sidste 3 km. UDEN stop, da jeg kunne se en ende på det. På den sidste kilometer mødte jeg de andre, vi kender hernede fra, og fik dejlige tilråb fra dem! Og kort efter kom Henrik, og han løb sammen med mig de sidste 400 meter til målstregen. Det kan ikke beskrives, hvad det gjorde ved mig, at han lige kom med mig det sidste stykke – jeg kunne ikke lade vær med at tude og op ad finisherlinjen gav mine følelser frit løb! FUCK MAND – JEG GJORDE DET KRAFT HELVED!!!! Aldrig har jeg løbet så langsomt, aldrig har jeg kørt et løb så langsomt, men jeg har så heller aldrig gennemført 1/2 Ironman gravid i snart 4. måned. Jeg nåede det 42 min. inden cutoff, og det er jeg bare SÅ stolt af! Tusind tak til jer, der troede på mig, gav mig det sidste skub og støttede mig, i mit ret så tossede valg. Det betyder bare SÅ meget!!!