Så er vi her igen!

For 1 år siden lovede jeg mig selv, at det var sidste år, jeg ville presse mig selv på den måde, som vi gør op til tri-stævner! Det hang mig langt ud af halsen, og jeg hadede mig selv for IGEN, at have følelsen af, at ungerne blevet “taget som gidsler” i mit/vores tri-eventyr…. Da dagen kom, og vi alle var samlet på vores yndlings ø, så var alle de her tanker væk – pist væk! Selve dagen var fantastisk, og jeg endte med at køre mit bedste race dernede nogen sinde (med mig selv som “træner”). Det var en FED dag!!

Der gik et par måneder, sommeren var for alvor over os, og alle de negative tanker var som forsvundet, og da mailen om billige startnumre til samme stævne på “vores” ø (ej at forglemme deres 10 års jubilæum) så skulle der ikke meget indre overtalelse til, før jeg fik trykket på tilmeld knappen – igen! Det føltes bare SÅ godt og rigtigt 😉 Lige der….

Om lidt over 9 uger går startsskuddet igen, og jeg har igen lavet mit eget program med alt det bedste fra mine tidligere coaches #hellohappy aka Malik og #trainsimpleandsmart aka Martin. Jeg har fint styr på mit løb og nu også cykeldelen, men jeg er (rent ud sagt) ved at gå lidt i panik over, jeg SLET IKKE har været nede og svømme!!! Jeg overbevidste mig selv om for nogle måneder siden, at jeg bare måtte svømme dagene inden race (læs 4 dage), men nu fortryder jeg, jeg ikke har haft 4 ekstra timer i ugen til det! Jeg har 9 uger til at få bare en smule vandføling – det er bedre end ingen ting, ikk? 1900 meter er faktisk ret langt, når det ikke foregår i løbesko…..

Tanken har strejfet mig flere gange, om jeg ikke bare skulle lade vær, men fandme nej! Jeg har formået at okse mig igennem med Lukas i maven, i det dårligste vejr man kan forestille sig, så sæføli klarer jeg det også i år – selvom jeg ikke har svømmet 🙂 Stævnet i år bliver helt særligt, da det som sagt er 10 års jubilæum (og min 6. gang) og min super seje veninde og mand skal også deltage, hvilket betyder, vi får det vildeste heppekor bestående af 4 hold forældre og VIRKELIG mange børn, der vil stå og længdes efter at se os og heppe os igennem løbet ❤️ Det bliver den vildeste afslutning, og det vil jeg for alt i verden IKKE gå glip af – selvom det måske kommer til at tage maaaaange timer. Så kom nu, Tanja!!! Det er kun 9 uger røvballerne skal spændes 😀

Jeg skriver en update om et par uger! God træning derude – eller hvad I nu finder jeres energi og lykke fra ❤️

Skulle bare liiiiige ha’…..

Én mere medalje til samlingen – eller noget 🙂

Tilbage i december vandt en af mine venner en billet til Challenge Herning til hende og jeg, hvilket på det tidspunkt virkede som en super god idé! Jeg var på ingen måde gået i gang med at dyrke tri igen, og når man står på “den anden side”, så virker alt så overskueligt og nemt…. Lige indtil man står midt i træningen, netop har startet nyt fuldtidsarbejde, 3 børn med hver sine interesser og krav til os forældre, vasketøj i stakkevis, indkøb, madlavning, oprydning, rengøring, havearbejde, vennepleje og alt muligt andet! Tidligere kunne jeg sagtens stå op før kl.05 og træne, men da ungerne går senere og senere i seng, så kommer jeg også senere i seng = jeg mangler min søvn. Det har også betydet, at hvis en af os skulle træne om aftenen, så har det typisk først været efter kl.20, hvilket på ingen måde noget jeg orker. Kort sagt, så mangler der timer i døgnet, når jeg helst vil undgå at min træning går ud over tiden med ungerne.

Nåh, tilbage til det der medalje-noget 😀
Det var egentlig ikke min tanke at skulle køre Herning, men da Henrik spurgte mig, kort efter vi kom hjem fra Mallorca, så tænkte jeg: “what the hack? Det er kun et par ugers vedligeholdelsestræning – det kan jeg vel godt! Bare det ikke er regn- og blæsevejr…..”. Yeah right 😉

Raceday:
Jeg vågnede op, og det første der kørte gennem mit hoved var: “Jeg ORKER det ikke!!”. Appetitten var væk, og jeg kunne ikke rigtig samle mig – alt var som det plejer. 2 ud af 3 børn blev afleveret hos venner, og så kørte vi afsted til Herning. Vejret var okay (de havde lovet regn på dagen hele ugen op til, men håbede på, det fortog sig), og da vi ankom til Fuglsang Sø, gik der ikke længe, før det væltede ind over os med sorte skyer og REGN! Hvis ikke det havde været pga. min veninde “Mulle”, så var jeg kørt direkte hjem…. OGSÅ pga. dårlig samvittighed over for uskyldige Lukas og Henrik – det ville blive en lang dag for dem!

SVØM
Temperaturen var ganske fin (for-varmede selv dragten, som man siger 😉 ), vandet var levende og ULÆKKERT! Tiden blev 45:35, hvilket på ingen måde er noget at juble over, men meget vigtigere var det, at jeg vandt over den f***ing sø!

T1
Da jeg kom op fra svøm, var det sørme begyndt at regne igen… Yes!! Der var i dén grad lagt op til en lækker og hæslig cykeltur (heldigvis havde jeg pakket en langærmet cykeltrøje i min skiftepose). Ikke super nemt at få hverken trøje eller strømper på, når man er plask våd, men er glad for jeg tog mig tid til det. Ingen ninja-tid til mig 😀 Lige inden jeg kunne hoppe på cyklen, fandt jeg Henrik, som gav mig min vielsesring på (turde ikke putte den i dragten igen efter det der skete på Mallorca….). Dejlig oplevelse ❤️

CYKLING
Fuldstændig gennemblødt hoppede jeg på cyklen, og alle mine rædsler hvad angår vejrforhold blev virkelighed: sindsygt regn- OG blæsevejr…. ALDRIG har en cykeltur føltes så lang og uoverskuelig! Jeg er overbevist om, at vi havde modvind i 60 km., og jeg kæmpede som aldrig før. Da jeg havde kørt lidt over 20 km. kører Camilla Pedersen forbi mig, som om jeg stod helt stille på vejen med en opmuntrende kommentar: “kom så, Tanja!” Hold kæft, det var hårdt! 13 km. senere overhalede min veninde “Mulle” mig, hvilket jeg godt var forberedt på, og det var nok dét, der fik mig til at kæmpe videre med sætningen “Jeg kan jo ikke engang sparke en bule i en blød hat” kørte på repeat i mit hoved. Kilometerne sneglede sig af sted…. Efter 60 km. vendte vi snuden hjemad med rygvind! Hurra for det. Med fuldstændig smadret stænger, havde jeg ret meget tid, jeg skulle indhente, for ikke at løbe mig ihjel på 21 km. i håb om at indhente Mulle, så vi kunne følges i mål. Jeg skulle tisse helt vildt, men tanken om at hoppe af cyklen magtede jeg ikke. Jeg forsøgte flere gange, at komme af med vandet (meget apropros vejret *høhø*), og til sidst lykkedes det mig hele 2 gange!! Oh yeah 😀 Tiden blev 2:57:18 hvilket jeg var YDERST tilfreds med!

T2
Med stivfrosne fødder og fingre fik jeg fumlet mig frem til min løbepose, hvor et par tørre strømper og sko lå. Jeg formåde med totalt uduelige fingre og tæer at få alt det våde fodtøj af, og det tørre på (det tog også sin tid), og fik samtidig rost alle i teltet over vores gennemførsel i de omstændigheder. Ét ord var passende: RÅDDENT!!! Multitalsking på højeste plan 😀

LØB
Benene føltes overraskende OK ovenpå cykelturen, så nu havde jeg ét mål: Jeg skulle indhente Mulle, og komme i mål med hende! “Spurten” var sat ind (det føltes som om jeg spurtede 😀 ). Kort tid efter, jeg var startet på løbet, så jeg hende løbe i modsat retning af mig. YES!! Hun er stadig i gang, men hvor langt hun var foran mig, havde jeg ingen ide om. Jeg måtte bare kæmpe mig fremad. Det var SÅ fedt, at se stort set alle dem jeg kendte på løbet. Det er fordelen ved at løbe runder! Det giver mig SÅ meget energi, at se nogle jeg kender 🙂 Da jeg kom ind i byen, fik jeg øje på Henrik og Lukas ❤️ Århhhh, hvor var det dejligt at se dem. Som altid stoppede jeg op til kys og kram – det føltes SÅ godt! Jeg kunne ikke andet end smile og nyde det SELVOM det regnede.

Da jeg skulle ud på 2. runde ud af byen, råbte Henrik jeg havde 2 min. op til Mulle. 2 MINUTTER!?? Hvad hulan skulle hun nå? Jeg satte igen farten op – jeg måtte tage de kilometer som positivt split (hvis der overhovedet er noget der hedder sådan 😀 ), indtil jeg nåede hende. Efter 9,6 km. indhentede jeg hende, og resten af turen hjem var bare skide sjov! Vi tissede i bukserne af grin og udmattelse pga. sindsygt dårlige jokes, men det gjorde det bare SÅ meget sjovere og overkommeligt at løbe “hjem” i regnvejr. Én ting jeg vil dele er, at netop som jeg havde pralet overfor hende med, jeg havde fået tørre sko og strømper på til løbet, så kort tid efter svuppede mine sko HELT VILDT. Mulle spurgte mig helt tørt: “Tanja, er det dit tis, jeg kan høre fra dine sko?!!”. “JA! Det kan jeg vist godt være stolt af alligevel” grinede jeg helt vildt tilbage 😀 😀 😀 Måske man skulle have været der ….. *muhahaha*

Inden vi så os om (jo jo benene var tunge, ømme og trætte) så kom de smukke, ventede sidste 20 meter op ad finisherline! Vi løb hånd i hånd op ad den, og sluttede af med hiphop til ære for fotografen og tilskuerne. I LOVEDE IT!!! Bedre afslutning kunne jeg ikke tænke mig ovenpå så vanvittig en dag med skybrud og orkan (sådan føltes det). Nu jeg ikke kunne dele dagen som jeg plejede med Henrik, så kunne jeg ikke forestille mig andre at dele oplevelsen med. TAK for dig Mulle! Det var en sand fornøjelse. Jeg vil mindes tilbage på den tur med et KÆMPE smil på læben, der overskygger det latterlige vejr. Samlet tid blev 5:42;54 hvilket igen var under målet på 6 timer 🙂

Tak til alle, der heppede på mig vejen rundt i Hernings gader. Det var GULD værd, og hvor HAR jeg respekt for jeres støtte i det lorte vejr! Tak til dig Lena, fordi du tænkte på mig og lod mig følge dig på din debut i Herning. Og tak for støtten skat, at du og Lukas gjorde det muligt for mig, og til vores ungers venners forældre, der ville underholde de store mens vi var af sted. NU er der tidlig sommerferie 😉

Slutter på toppen !

Ironman 70.3 Mallorca: Tak for dansen 🙂
Vejret var perfekt, opbakningen fantastisk (både hernede og der hjemme) og kroppen gjorde et VILDT stykke arbejde. Jeg er ovenud tilfreds med mit resultat, som jeg vil flyve længe på 😀

Uret ringede kl.05 efter en TRÆLS nattesøvn – man sover aldrig godt op til sådan en begivenhed, men havde da håbet, det ville være anderledes denne gang…. Der blev klemt en smule morgenmad ned, selvom appetit var en by i Rusland. Shit, jeg havde det skidt! Kl.06 var vi på vej til skiftezonen, og vejret var bare helt perfekt. Nervøsiteten tordnede ned over mig, og jeg måtte flere gange minde mig selv om, hvorfor det var, vi stod her igen. Jeg glædede mig til at komme ud og cykle og efterfølgende løbe, men den der svømmedel….. Uffffff 🙁 Jeg har nærmest ikke svømmetrænet op til racet, og de 3 gange jeg nåede, at være i vandet hernede inden, det var nok ikke dem, der gjorde underværker for min gennemførsel!

Stemningen var som altid i top, og efter at være hoppe i korpskondomet, så skulle jeg sælføli tisse…. Ud i vandet med mig/os, og varme dragten op 😀 😀 Henrik gik i sin startboks, og tårerne pressede sig på – det er så specielt et øjeblik for os, da vi ikke ved, hvornår vi ses igen! Jeg gik i min startboks, og var igen ved at tisse i “bukserne”. Det lykkedes mig at tisse igen lige inden, jeg blev sendt afsted – det kræver alligevel noget, at kunne stå op og tisse 😀 NU var jeg klar til at komme i vandet! Efter 150-200 m kunne jeg mærke, jeg var tæt på at starte med at hyperventilere, og kunne nærmest ikke se mig ud af, skulle 1900 m rundt….. Jeg havde talt bøjerne, vi skulle passere, så det begyndte jeg at fokusere på samtidig med, jeg forsøgte at finde nogle fødder, jeg kunne følges med. Inden jeg så mig om, så var jeg nede og vende. Turen retur føltes uendelig lang, og jeg følte ikke jeg kom nogle vegne. Da jeg endelig fik fodfæste igen, og kiggede på uret, så kunne jeg have skreget af glæder – 37 min.!!!! WTF?! Jeg havde et håb om at gøre det på 40-45 min., så jeg var MEGA tilfreds (modsat de andre år, så havde jeg valgt, at have ur på, for at følge lidt med i mine tider).

Turen op til skiftezonen gik med at få dragten halvvejs af, og lige komme mig. Jeg fandt min cykelpose, og skulle pludselig tisse igen…. Inden jeg nåede at tænke over det, så sivede der bare vand ned af benene på mig…. Godt så!! På med cykelskoene og hjelmen, ind med noget energi, og så var det af sted til cyklen. På vej op til cyklen slog det mig, at jeg skulle have min vielsesring på (den har jeg ALTID på), som jeg havde lagt i min sports BH under svømningen. Jeg stak hånden ned, men kunne ikke finde den!!! Fååååck!!!! Jeg stoppede helt op, gravede rundt i BH’en, men den var der ikke….. 1.000 tanker fløj gennem hovedet på mig – tænk hvis jeg har tabt den (selvom det ikke burde være muligt)! Jeg gik nærmest i panik, og lige inden jeg skulle smide dragten, så fandt jeg den ved min lyske. GUDSKELOV!! Videre 🙂

Jeg hoppede på cyklen og fik ret hurtigt et godt tråd. Jeg overhalede rigtig mange inden bjerget (ca 20 km derud), hvilket gav mig et kæmpe boost (følte mig ligesom dig Arnborg 😉 ). Turen op ad bjerget var virkelig sej og trak tænder ud, men da jeg fortsatte med at køre forbi folk, voksede selvtilliden! Da jeg ramte toppen, var jeg nærmest ikke til at skyde igennem – ikke mange jeg kunne fejre min optur med andet end mig selv 😀 Turen ned var som altid pisse farlig, og jeg fik klumper i halsen hver gang, jeg så en ambulance holde i siden, i frygt for det var Henrik (jeg kørte forbi 3-4, hvor deltageren lå ned…. ). For enden af bjerget fik jeg for alvor fart i hjulene. Kæft det kørte godt for mig! Hvad skal man med en sindssyg dyr cykel med pladehjul og hele molevitten, når man kan køre på en LIV til menneske penge 😀 ? Flere mænd kunne ikke helt forstå, hvor jeg fik den fart fra – det var SÅ fedt!

Efter lige knap 3 timer ramte jeg skiftezone, og jeg nåede lige at få tilråb at familien og nogle venner inden jeg stillede cyklen. Benene var lidt møre, så havde lidt på fornemmelsen, det ville blive en hård løbetur. Jeg fik hurtigt stillet cyklen og sagt tak for turen (og glædede mig over, jeg slap for punktering og styrt!), og hoppede i løbeskoene. Jeg skulle tisse helt vildt igen, men det havde jeg ikke tid til, så af sted med mig. Kort efter ser jeg pludselig ryggen af Henrik, og jeg løb op til ham! Han havde en omgang foran mig, og havde ikke tænk sig at stoppe nu – hans achillessene gjorde ondt, men ikke nok til at han ville trække sig. Jeg ville have fulgtes med ham, men han bad mig fortsætte mig tempo i håb om, jeg kunne hente ham med en omgang (yeah right!!). Jeg fandt et godt pace at løbe i, og følte mig frisk. Jeg glædede mig over, at familien og venner stod forskellige steder, og heppede på mig – det giver SÅ meget mere, end man lige regner med. Da jeg ramte 3. omgang ca 15 km, lukkede kroppen ned. Jeg havde ingen energi tilbage, og den gel jeg havde tilbage, den voksede bare inde i munden på mig…. Føj 🙁 Selvom det kun var 6 km, så var der langt til mål….. Jeg stoppede i hvert depot, hvor jeg fik appelsin og masser af vand – det flyttede igen mit fokus lidt, og inden jeg så mig om, så løb jeg det sidste stykke på den blå sti op til finisherline. Naja og Liam løb på på stranden ved siden af mig et par meter, og da jeg ramte tæppet stoppede jeg op og lavede FLUSH til ære for dem 😀 Kort efter jeg kom i mål, kom Henrik mig i møde, og jeg blev så rørt over, at han havde kæmpet sig igennem! Så der stod vi og hylede lidt igen 🙂

Da vi kom ud på den anden side af teltet, fortalte min svigerfar mig, hvad min samlet tid blev: 5.38:49!!!! Det var 18 min. bedre end min debut i 2015, til trods for, jeg følte mig i bedre form den gang. Er så imponeret over, hvad kroppen er i stand til! Jeg slutter på toppen 🙂

TAK for al jeres opbakning, og en særlig tak til vores forældre, som altid står bag os, hjælper os med vores unger og hepper på os, når vi vil deltage i stævner. Nu vil jeg nyde de næste dages ferie, inden vi skal hjem igen

Tålmoooooodighed :-)

Om ganske få dage er 1. måned i 2019 allerede gået, og sikke en måned!! Jeg er for alvor blevet kastet ind i virvaret ved at være ledig, har været til opstartsmøde med a-kassen, og i denne uge skal jeg til møde med jobcentret. Derudover har jeg haft 4-5 samtaler med potentielle arbejdsgivere, hvilket jeg lige må slå en streg under er SINDSYGT hårdt og krævende. Jeg møder ALDRIG uforberedt op til et møde, og når man sidder der til “eksamen”, så bruger jeg virkelig meget energi på at få det hele med og gøre mig umage. Det er ekstremt hårdt, men også lærerigt. Det kræver også ret mange hår på brystet, at kunne tage imod afslag på afslag – det har jeg jo aldrig prøvet før! Jeg har aldrig haft udfordringer med at finde et arbejde – det skal jeg da lige love for, jeg har denne gang!! Om det er fordi, jeg ikke lige helt er klar over, hvilken retning jeg gerne vil, det kan jeg ikke svare på, men det er enormt frusterende.

Flere siger til mig, at jeg skal nyde den her periode, for den kommer aldrig igen. Det er jeg på ingen måde uenig i, men det er ikke helt så nemt at nyde, når jeg ingen deadline har. Jeg VED, jeg skal have mig et arbejde, men hvornår det lykkes, det ved jeg af gode grunde ikke… Det sammen med at skulle være opsøgende hele tiden er krævende, og det tager derfor en stor del af glæden ved at være hjemme, og kunne være der for ungerne. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke får samme frihed i fremtiden, som jeg havde i Frøs Sparekasse og Handelsbanken, med mindre jeg får lige så forstående en arbejdsgiver, når vi har mindre børn. Hver ting til sin tid! Positivt er det, at jeg bliver indkaldt til samtaler, og jeg har faktisk endnu en planlagt jobsamtale på torsdag, som meget vel kunne blive til noget (skal passe på med hvad jeg siger, da jeg tidligere var ret sikker på, jeg fik et job). Jeg er optimistisk, og tror på det bedste indtil modsatte er bevist 🙂 Bare se på Henrik. Han er netop startet i et job i en helt anden branche end den han har været i de sidste 18-19 år!! En mulighed hos Eurodan bød sig ret hurtigt for ham, efter han rakte hånden op om hjælp, og takket være internettet, så har han faktisk allerede været i gang siden nytår. Det er en spændende verden, han er trådt ind i, og hvis han udnytter sit potentiale, så er jeg overbevist om, at han hurtigt vil få succes!

Oveni alt det her rod med job, så er det netop gået op for mig, at der kun er 14 uger til Henrik og jeg står ved vandkanten på Mallorca, og skal ud på en lille træningstur!!! WTF??? Lige nu virker det totalt uoverskueligt, da jeg langt fra er i form til det – det giver mig lidt sved på panden, må jeg nok indrømme. Kan jeg overhovedet nå at komme i form til det??? SVAR: Jeg vil gøre et ihærdigt forsøg, da jeg vil ærgre mig gul og grøn, hvis jeg ender med DNF, når vi har fået begge hold bedsteforældre med ned for at heppe på os sammen med ungerne 🙂 Det bliver en VILD oplevelse (igen), som jeg glæder mig utrolig meget til også at kunne dele med mine forældre. De har aldrig været med på Mallorca, og dermed heller ikke til stævnet! Tænk, at være så priviligeret, at kunne dele så store ting med BEGGE hold forældre❤️ Det gør mig så glad at tænke på, og giver mig motivation til at komme op ad sofaen. Så der er ingen undskyldninger, Tanja – LUK MUNDEN OG LET RØVEN!!! Og udnyt tiden mens jeg er hjemme til at komme lidt tættere på det, der kunne minde om bedre form 🙂

TAK fordi du læser med!

Nogle gange går tingene ikke helt…

som man forventer eller regner med!

Det er meget længe siden, jeg har skrevet herinde, og har taget tilløb til det over længere tid. Min sygemelding og efterfølgende returnering til arbejdet gav mig en kæmpe mavepuster, og trak mange tænder ud på mig. Jeg erfarede, at min ærlighed her på min blog, kom tilbage som en boomerang….. Med 300 km/t og det fik mig til at stoppe helt op, og kigge indad. Er det dumt og uansvarligt, at være så ærlig omkring mig selv, mit liv og mine valg, eller er det modtageren, der bestemmer budskabet? Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvad der skete, da jeg ikke vil pege fingre af nogen, men fakta er, jeg blev utrolig ked af det og fik gjort op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig her i livet – som vi kun får denne ene gang!!!

Jeg har derfor sagt mit job op UDEN at have et andet på hånden, har netop bestået helse- og sportsmassøruddannelsen i Århus og står muligvis arbejdsløs for første gang til nytår! Det havde jeg på ingen måde set komme for 16 mdr. siden…..

For præcis 1 år siden sad vi i en lejlighed i Nordhavnen, som vi havde boet i i knap 2 måneder, jeg havde netop haft det vildeste sammenbrud, og længtes bare SÅ meget tilbage til Kolding – alting var forandret på et øjeblik, og alt vi havde bygget op gennem de sidste 6 år, var pludselig bare væk. Som at starte helt forfra, uden at have hjertet med. Måske burde vi have givet det 1/2 år mere, for lige at se, om det ikke blev bedre hen over sommeren, men det eneste jeg kunne tænke og fokusere på, det var at få børnene hjem til deres venner og omgangskreds igen – og det kunne KUN gå for langsomt! Jeg kunne nærmest ikke være i mig selv af bare skyldfølelse over, at vi havde revet tæppet væk under dem. Det gjorde så ondt helt ind i det dybeste kammer – den følelse, den åd mig bare langsomt op…

De sidste 16 måneder har i dén grad været de hårdeste til dato! En ting er, at føde 3 børn (DET gør ondt), men det går hurtigt over igen, og man glædes over det lille vidunder, der ligger i ens arme. En anden ting er den smerte og savn, vi ser i vores børns øjne….. Heldigvis kom vi ret hurtigt tilbage til vores naboer, skole, venner og omgangskreds igen, og jeg er SÅ taknemlig for, at det kunne lade sig gøre! Hvor heldig har vi lov at være?? På et tidspunkt stopper det held – og det er så der, vi er nu. Alle skal have nogle bump på vejen, og den rutsjebane er vi godt i gang med lige nu. Da jeg sagde mit job op, havde jeg ikke lige budgetteret med, at Henrik ville blive sendt hjem fra arbejde med beskeden om, han ikke skulle komme tilbage. Hvad er vi for et kønt forældre-par lige nu…..?

Jeg fortryder på ingen måde, at vi tog muligheden for et liv i København. Det, jeg til tider kan fortryde, er, de konsekvenser valget har medført. Det bøvl jeg har udsat mig selv for med 2 x jobskifte efter en fantastisk barsel med Lukas (og selvfølgelig 2 flytninger også), det har været alt alt for hårdt for mig. Og da jeg fik rejst mig efter min sygemelding i sommer, blev jeg knockout’et flere gange, som nu har resulteret i, at jeg måske står uden job 1. januar. Det har på ingen måde påvirket mig før nu, men lige pludselig kommer det altså tæt på. Jeg har 2 samtaler i kalenderen, så helt håbløs er jeg ikke til at gøre mig interessant, men det er ikke nemt at forblive positiv, når vi pludselig er 2 i husstanden, der er uden arbejde! Den havde jeg ikke lige set komme…

Jeg ELSKER mit frirum, jeg har via mit massage og min lille hule (LOOSENUP.dk), men jeg tør ikke tage springet, og blive selvstændig – det er alt for usikkert! Jeg drømmer om, at kunne have det ved siden af mit faste arbejde, som dermed ikke skal være fuldtid. De jobs hænger desværre ikke på træerne, så måske det ender med, jeg må sætte det på standby, og så satse på, at få styr på det primær job. Jeg først lige er startet på det her eventyr, og jeg bliver så glad, når kunderne kommer igen – det bekræfter mig i, at det jeg gør, er godt. Så skriv endelig til mig, hvis du har mod på at prøve 🙂

Træningen overlader jeg p.t. til Henrik 😀 Han er så pligtopfyldende og målrettet, og får sat hver evig eneste træning i banken – HVER dag, HVER uge! Det er meget beundringsværdigt, at han får det til at lykkes – jeg fatter ikke, han kan og gider, men det holder ham oppe og motiverer ham til næste års mål i KBH. Jeg har været så heldig at vinde et startnummer til Challenge Danmark i Herning 2019 sammen med Lena (en tidligere fitness-pige som jeg selv), og så har vi også startnummer til 70.3 på Mallorca til maj, selvfølgelig, så på et eller andet tidspunkt, må jeg hellere i gang med lidt målrettet og fokuseret træning igen – på MIT niveau 😉

Jeg vil ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et dejligt nytår med jeres kære.
Tak fordi du læste med – jeg lover, der kommer meget mere fra mig i 2019 ❤️

img_9181.jpg

Man skal kravle, før man kan gå!

Overvejelserne om ikke at skrive en ræs-rapport har fyldt mit hoved de sidste dage pga. de reaktioner, der måtte komme. Nu gør jeg det alligevel, da det er min måde at bearbejde tingene på, og jeg vil ikke lave om på mig selv. Jeg er og bliver en åben person, der godt kan lide at dele ud af mine oplevelser, erfaringer osv. So, here we go!

FØR RACE (hop videre, hvis du bare vil til ræset :-)):
Ugen efter Challenge Herning og dermed ugen op til KMD Ironman 70.3 Kronborg tog en drejning, jeg ikke lige havde set komme! Efter at have delt ud af min noget forskrækkende oplevelse i Herning, fik jeg rigtig mange bud på, hvad årsagen kunne være – de pegede sjovt nok alle sammen på det samme: angstanfald. Jeg var inde og læse lidt om symptomerne, hvad årsagen til det kan ske er, og rigtig mange af dem kunne jeg nikke genkendende til…. Det slog mig faktisk så meget ud, at jeg kontaktede lægen om tirsdagen. Tænk sig, at jeg i en alder af 37 år, sad og græd foran en mand, jeg har aldrig havde mødt før! Hvad sker der?? Resultatet blev, at han sygemeldte mig i min. 14 dage. Det knugede i maven på mig, halsen snørede til, hjertet bankede anderledes og jeg var i det hele taget lige til at lukke op og sk*** i. Og tanken om jeg efterfølgende skulle kontakte min arbejdsgiver, gjorde det bestemt ikke bedre, men manden havde jo ret i at trække stikket for mig. Inderst inde vidste jeg det nok godt, men det er vi mennesker bare enormt gode til at skubbe væk i frygten for at fejle og ikke slå til. Som mor til 3 så har jeg altid puttet mine egne følelser bagerst i rækken – den gik bare ikke længere….

Dagene herefter brugte jeg meget på at finde ro på mit hoved, og finde forklaringer til/på min situation. Der er muligvis flere af jer, der læser med, der har jeres forklaringer/bud på, hvorfor jeg er havnet her – dem har jeg ikke brug for at høre lige nu, da jeg er ret overbevist om, hvad der vil blive sagt. Jeg havde Lukas hjemme til og med torsdag, da han var syg, så det var begrænset, hvor meget tid, jeg egentlig fik til mig selv. Det var vigtigt for lægen at fortælle mig, at jeg IKKE måtte gå i stå – altså jeg skulle fortsætte med at holde mig i gang, da kroppen får endufiner ved at dyrke sport/motion, og det har den brug for lige nu! Min deltagelse til søndagens race hang i en meget tynd snor, da jeg ikke kunne gennemskue konsekvensen af, hvis jeg skulle få et nyt anfald i vandet… Alligevel pakkede jeg alt mit grej i håb om, jeg ikke også fejlede her….

Lørdag middag kørte vi til Helsingør, hvor der var registrering, racebriefing m.m.. Intet gik som planlagt for Henriks vedkommende – løbeskoene var glemt hjemme, tog nærmest intet andet end sin cykel med ned til registreringen, batteriet var dødt i wattmåleren og hovedet var nok bare hjemme i Kolding. Fyldt med frustration og irritation formåede vi at hjælpe og støtte hinanden, så vi fik styr på de ting sammen. Jeg havde på det tidspunkt stadig ikke besluttet, om jeg ville stille til start, da det var afgørende for mig, hvordan jeg reagerede ved at komme i både våddragt og vandet. Til min ærgrelse måtte vi ikke hoppe i havnen, så vi måtte om på den anden side af Kronborg, og hoppe i fra stranden. Jeg var rent ud sagt skide nervøs, og var forberedt på, jeg måtte stoppe efter kort tid. Heldigvis gik det godt, og jeg tænkte kun positive tanker, og vidste Henrik var lige ved siden af mig.

RACEDAY:
Kl.07.20 søndag morgen ramte vi Helsingør. Det regnede ret så meget på vej derop, hvilket fik os til at snakke om, hvorfor vi egentlig gør det her…. Velvidende, at det nok var umuligt at finde en P-plads, kørte vi alligevel så tæt på skiftezonen som muligt. Vi fandt en plads – til el-biler. Fuck det! Vi tog chancen. Så meget for dovenskaben og skulle gå alt for langt (det kunne sagtens koste os en bøde på kr.750, eller hvad det nu koster).

Kl.08.45 sagde jeg ciao til Henrik. På det tidspunkt vidste jeg stadig ikke, om jeg ville hoppe i vandet. Kl.09 gik starten for de blå hjelme, hvor Henrik var med.  Tilbage stod jeg oppe på kajen og forsøgte at spotte ham, mens jeg hundefrøs… Det så slet ikke rart ud, og til dem af jer, der ikke har set svømmeruten, så kan jeg oplyse jer, at den på ingen måde var nem – tværtimod! Jeg var SÅ tæt på, at gå tilbage til skiftezonen, finde mit varme tøj og bare fylde mig med noget varm kaffe og nutellafyldte pandekager 😛

Stædig som, jeg nu er, så hoppede jeg i opvarmningsbassinet, bare lige for at mærke og se vandet. Fy for en skefuld…. Pulsen steg en smule, men jeg lod den ikke slå mig ud. Jeg besluttede, at gå ind i startboksen, og inden jeg så mig om, så blev jeg sendt i vandet. Vi var mange i vandet (i alt 2800 atleter stillede til start!!), og planen var, at tage det easy, og samtidig håbe på, at dem foran mig kendte vejen (det var umuligt at se bøjerne nogle steder). Jeg havde hele tiden i baghovedet, at hvis jeg på nogen måde skulle få det skidt, så var der så mange livreddere i vandet, der kunne få mig i land. Uret bippede ved 500 meter, og det gik ok. Ved 1.000 meter bippede det igen – det gik stadig godt. Jeg ramte 1.500 meter, og det bippede igen – jeg var stadig ok, og det gik op for mig, at jeg snart var igennem. 1.987 meter og 41.26 minutter sagde uret, da jeg kom op på land (jeg fik så lige lagt 2 fuldvoksne ned, der stod og hjælp os op ad vandet 🙂 ), og jeg var lykkelig over at have klaret det! Jeg fattede ikke, at det gik så godt i forhold til sidste weekend. Jeg var helt høj, og smilte af hjertet for første gang i flere dage! Følelsen over at lykkes var fantastisk.

Efter knap 9 min. (!!) i skiftezonen, hoppede jeg på min nye cykel, Liv (netop erhvervet 5 dage inden race, da den gamle blev solgt!!). Planen på cyklen var, at køre i den zone jeg har det bedst: komfortzone 🙂 De første 5 km. kørte jeg på under 10 min. Det måtte være held og rent overskud ovenpå svømningen, tænkte jeg. De næste 5 km. kørte jeg også under 10 min., og det fortsatte jeg faktisk med. Mig og Liv var allerede ret gode venner, kunne jeg mærke 🙂 Det fik mig til at fortsætte med at presse på, og lade benene syre ind i mellem, hvilket jeg ALDRIG har gjort før (jo jo – jeg er jo bare amatør og hygger mig på cyklen, så jeg kan løbe i stedet 😀 ). Efter ca 65 km. var vi tilbage i Helsingør, og bedst som jeg lige nåede at mærke den fede stemning fra tilskuere, så drejede vi til højre ud af byen igen – direkte op af Himmelbjerget (det føltes sådan!!). Det er charmen ved ikke at kende ruten….  Jeg nåede i farten også lige at tjekke, at vi ingen P-bøde havde fået 😀 Da jeg stillede cyklen, vidste jeg, at jeg har cyklet under 3 timer, men hvor meget, vidste jeg ikke – det var jeg egentlig også ret ligeglad med.

Jeg fandt min løbepose, og da jeg ramte jorden i løbeskoene, kunne jeg mærke, det ville blive en lang og tung tur. Der var ingen diamanter i dem – det havde jeg brændt af på cyklen! Varmen tog til, og jeg kunne pludselig mærke, at min vejrtrækning begyndte at drille! Jeg forsøgte, at sætte tempoet ned, og på den måde få styr på vejret. Jeg gik gennem ALLE depoter (i de sidste depoter skulle man nærmest tro jeg var ved at slå lejr 😀 ), og sugede alt opbakning til mig, jeg kom i nærheden af! Jeg havde håbet, at møde Henrik på første runde, men vidste også godt, at han nok allerede var i mål. Først da jeg havde fået sidste armbånd på, og var på vej ud på de sidste 2 km., så jeg ham – nøøøøj hvor blev jeg glad! Glæden ved at se ham og over at lykkes, fyldte min krop, og jeg nød endnu engang, at løbe op ad finisherlinjen og modtagelsen af Henrik (totalt uvidende om, jeg havde lavet PR!).  Vi er begge høje og glade, og det var først da Henrik viste mig min sluttid, det gik op for mig, hvad jeg havde præsteret!!! WTF??? Tiden blev 5:27.16 = jeg havde slået min egen personlige rekord! Hvordan var det muligt, ovenpå den sløve løbetur? Næsten 50 min. bedre end i Herning og 6 min. bedre end min sidste bedste tid i 2015!

Det kan godt ske, jeg ikke burde være stillet til start…. Pga. min situation…  Men det gjorde jeg, fordi jeg havde brug for det! Jeg havde brug for, at vinde over mig selv, brug for at vise, jeg godt kan og IKKE er en fiasko, når det føles sådan andre steder. Jeg gjorde det for MIG, og er taknemmelig for, jeg kan/kunne. Den følelse og frihed, jeg havde under løbet – væk fra arbejde, væk fra sure pligter, væk fra dagligdagen, væk fra dårlig samvittighed og bare være i mit element, den var og er levende og befriende. Den følelse skal jeg finde frem i min hverdag igen, så jeg (forhåbentlig) hurtigt kan komme tilbage på arbejde. Havde det ikke været pga. Henrik, så tør jeg ikke tænke på, hvor jeg var endt henne…. Sammen er vi stærkest!

Blev helt vildt bange!!!

I går var der halv distance (1,9 km. svøm, 90 km. cykling og 21,1 km. løb) i Herning, som Challenge Danmark arrangerede. Årets A-race som jeg følte mig ok klar til. De sidste par lange træningsture havde været rigtig gode, så forventningerne var høje trods min relativt korte og også afbrudt træning op til.

Dagen startede kl.07 med et bad og herefter morgenmad (ristet toast med chokolade og marmelade, helt efter bogen og som jeg plejer). Vi tog en suttle bus til Fuglsang sø kl.09, så vi var i goooood tid inden starten gik kl.12.20. Vi mødtes med alle dem fra Team Nortec Sports, og timerne fløj faktisk bare af sted. Alt var godt, og jeg huskede at drikke rigeligt og spiste 2 bananer inden start. Ret svært at finde ud af, hvad jeg egentlig havde brug for at spise til så sen en race-start, så jeg tænkte, det nok var fint (appetit var der ingen af).

Kl.12.10 kyssede jeg Henrik på gensyn, ønskede ham et godt race og at jeg glædede mig til at se ham både på løbet og i mål. Jeg fik lukke kropskondomet, og hold op, det var hot! Badehjelmen kom på, og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt ok, men tænkte det var nervøsiteten. Det var rullende start, så jeg havde stillet mig i et tidsinterval, der passede til mig (35-40 min), for at undgå kamp i vandet. Det undgik jeg, og kom fint af sted. Efter 200 m. kunne jeg mærke, der var noget, der ikke var, som det plejede. Tri-dragten var rimelig tight, så tænkte, det måske var den, der drillede mig, så fortsatte. Kom fint rundt om de først bøjer, og da uret bippede efter 500 m. føltes det ok, jeg havde fundet en rytme. Det holdt så kun 50-100 m…. Så gik det bare ned ad bakke for mig. Jeg kunne høre noget i vandet, der mindede om en motorcykel, og tænkte, det var da underligt, lige indtil jeg fandt ud af, at det var MIG!!! Jeg havde svært ved at trække vejret, og kunne ikke få luft ned i lungerne – som om det blev oppe i brystkassen. Jeg blev vildt bange, og måtte prøve at brystsvømme i håb om, at få styr på vejrtrækningen, men det gjorde det bare værre… Om på ryggen og ligge i stedet, som hjalp lidt. Jeg kæmpede videre, og da mit ur bimlede ved 1500 m. kunne jeg begynde at se en ende på det, men alligevel kunne jeg SLET ikke se, hvordan jeg skulle komme hjem…. Jeg var omme på ryggen flere gange, og da vi svømmede de sidste 2-300 m langs kanten, måtte jeg ud og holde i den, for at få luft. Jeg kunne på ingen måde se mig ud af, at komme op af vandet uden at få hjælp. Det virkede totalt uoverskueligt, og jeg var så langt ude, at jeg kaldte en kajak til mig, i håb om han tog mig op. Han talte mig lidt til ro, og jeg fik løsnet dragten lidt, og fik ham til at ligge lige ved siden af mig, de sidste meter – bare for at få ro og trygheden om, jeg kunne hive fat i ham. De sidste 50 m op til rampen føltes som 500 m! Jeg måtte igen om på ryggen, for at få luft, og mærkede de mange blikke, der sikkert undrede sig over jeg lå sådan så tæt på målet…. Jeg kunne ikke være mere ligeglad! At få fast grund under fødderne var som at komme i himlen – fuck, jeg var langt ude! I følge mit ur havde jeg svømmet 2325 m. pga. alle de manøvre, jeg fik lavet undervejs. “Det her, det gider jeg bare ikke!! Jeg vil hjem… Jeg kan ikke mer! Det er slut for mig her!” Jeg fik hevet mig op på land, og satte mig på en sten og hylede fuldstændig ukontrolleret – jeg kunne slet ikke styre det/mig selv. Efter nogle minutter med vand i øjnene, tog jeg mig alligevel sammen og fandt min bike-pose. Jeg havde monster hovedpine, så ledte efter noget energi i min pose. Mens jeg sidder der og hyler og har ondt af mig selv, så kommer min veninde ind i teltet! Hun var helt oppe og flyve over hendes gennemførsel af svømningen, men blev noget forvirret da hun ser mig sidde der totalt krøllet sammen…. Hun kom af sted, og pga. hende samt peptalk fra verdens bedste speaker Anders Rørbæk fik mig faktisk videre hen til min cykel. Utroligt, man er i stand til at hive sig selv op, når man er SÅ langt nede! Glæden var ikke til at spore nogle steder – der skulle graves dybt.

Jeg hoppede på cyklen godt hjulpet af Anders og publikum, og målet var nu, at komme til Herning, og så tage imod Henrik på målstregen. Jeg kunne slet ikke trække vejret normalt, og hver gang jeg bare skulle anstrenge mig en lille smule, så fik jeg ondt i brystet og det lukkede til. Hva’ fanden sker der???? Flere gange tænkte jeg: “Hvis jeg nu bare punkterede….. Eller jeg styrtede – uden at slå mig synderligt, så kunne jeg blive samlet op, og kørt til målområdet!”. Aldrig har jeg haft det sådan før! Ganske forfærdeligt. Jeg tager 5 km. ad gangen, og lige pludselig havde jeg kørt 65 km. KOM NU TANJA!!! Da jeg ser byskiltet “Herning” åndede jeg lettet op. Jeg kom frem! Nu skal jeg bare ind og stille cyklen og sige tak for i dag. Det var jeg indstillet på, lige ind til det slog mig: “Hvad nu, hvis svigermor er kørt herop med unger for at overraske os? Så kan jeg jo ikke stå af nu…. Det skylder jeg dem!”. Jeg beslutter mig derfor for, at tage løbeskoene på, og så bare løbe én omgang af de 4, som ellers var planen. Blot 500 m efter jeg kom ud på ruten, må jeg ned og gå. Jeg kunne ikke få luft…. Det trykkede og gjorde ondt, og mit hoved var ved at eksplodere, og lige pludselig begyndte min fod også at gøre ondt. Pænt frustrerende ikke at kunne gøre det, jeg ellers er bedst til og elsker, nemlig at løbe 🙁  Planen blev derfor, at løbe de meter jeg kunne, og så ned og gå, til jeg kom den planlagte omgang rundt.

På runden mødte jeg så mange skønne og støttende mennesker (både deltagere og tilskuere) – det gav mig energi. Jeg fik hylet lidt mere, luftet ud for mine frustrationer og bedst af alt, så fik jeg en high five af Henrik, der var ude på hans sidste omgang! Han skulle ikke vide, hvordan jeg led – det var ikke nødvendigt…. Af uforklarlige årsagen og tanken om, at komme hjem og vise ungerne medaljen, fik jeg alligevel kæmpet mig igennem alle 4 runder. 2 km. inden jeg rammer mållinjen, begynder jeg at trække tårer igen, og jeg kan med det samme mærke, at mit vejr ikke kan holde til det! TA’ DIG NU SAMMEN TANJA – GEM DE TÅRER TIL DU ER I MÅL. Endelig blev det min tur til at komme op af den røde løber! Fucking 4 omgange fik jeg kæmpet mig igennem, og jeg sugede alt til mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, og da jeg så Henrik og vores sejeste venner stå i målet, for at tage imod mig, fik følelserne frit løb! Speaker Anders fik en virkelig våd og klam krammer, men det fortjente han med den støtte, han gav mig efter min værste svøm til dato. Jeg faldt i armene på Henrik, og nu kunne jeg SLET ikke få luft – tænk, jeg kom igennem! Imod mine egne odds, så sejrede jeg over mig selv, selvom jeg rigtig mange gange overbevidste mig selv om, at det bedste var at udgå og stoppe.

Dagen blev derfor på ingen måde, som jeg havde forventet eller håbet på, og det er faktisk det, der er lidt sjovt ved tri-sporten (det med min vejrtrækning var så ikke specielt sjovt). Der er ikke et eneste race, der er eller bliver ens! Der er så mange ukendte faktorer, der spiller ind, og som kan påvirke dagen og indsatsen. Hvorfor gør du det så? tænker du måske. Det spurgte jeg også mig selvom mange gange i går, og svaret var: Fordi jeg kan! Og fordi jeg VIL! Fordi jeg på ingen måde vil være den modtagelse af Henrik i målet foruden – vi starter samme, og slutter sammen! Den følelsen der løber gennem kroppen lige dér, den er bare helt speciel og unik.

Om 1 uge står vi på startlisten til endnu et race, og er ret spændt på, hvordan min vejrtrækning er de næste par dage. Jeg frygter, at skulle opleve det samme i vandet, og det vil være min hemsko de næste dage inden race… Jeg vil på ingen måde udsætte mig selv for det igen! Det er ikke det værd! Hvorfor det kom, aner jeg ikke, og leder efter svar – det kan være mange ting, men forhåbentlig kun en engangsforestilling!! Jeg har nr. 1317 til Kronborg (KMD Ironman 70.3 Elsinore), som I tracke mig på app’en IRONMAN, hvis I skulle få lyst til at følge min dag 🙂

TAK til alle dem, der støtter os. Nortec Sports, Vangsgaardtreat, Kaffe-Mølle, BCBikeshop, vores evigt forstående og støttende familie og venner – uden jer, kunne det her ikke lade sig gøre!! TAK af ♥️’et.

Ude godt – hjemme bedst

De sidste 4 (!!!) måneder er fløjet af sted, siden vi tog beslutningen om, at flytte tilbage til Kolding igen. Det hele er gået enormt stærkt, og når jeg tænker tilbage på vinteren, så føles det lidt som om det blot var en lang vinterferie, vi var på i Nordhavn. Når jeg fortæller om vores lille eventyr, så kan jeg godt høre, at det lyder enormt fjollet, dumt og ikke gennemtænkt, men er nu ret glad for vi alligevel gjorde og prøvede det! Hvorfor? Fordi jeg i dag sætter endnu større pris på, at bo i provinsen (som en af mine veninder siger det 🙂 ). Jeg har nu aldrig set vores liv her som provinsen, men det kan da godt være, der er noget om snakken 😉

Vi flyttede tilbage i slutningen af vinterferien, og ungerne kom enormt hurtigt tilbage til hvor de var. Det gør mig så glad i hjertet, at ungerne trives og har det godt. Selv Lukas var nærmest kun 2 dage om at blive kørt ind i den ny dagpleje – alt er bare præcis, som det skal være 🙂 Så kan det godt være, at det ikke helt fungerer på mit arbejde, men jeg forsøger at hænge i, og gøre mit bedste. Henrik har netop fået nyt arbejde, og er efter flere år væk fra stillingen, kommet tilbage til det han brænder for, nemlig INVESTERING ! Det har været nogle seje beslutninger, men vigtigst af alt, så har vi det godt 

Kort efter vi var flyttet (allerede ugen efter mener jeg), startede vi træningen op mod den halve distance i Herning primo juni. Hoooooold nu op – jeg har da fuldstændig glemt, hvor meget planlægning, fokus, disciplin og tid det kræver!!! Og for det ikke skal være løgn, så har jeg på ingen måde haft heldet med mig fsva. mit helbred…. Jeg tror kun der var gået lidt over 1 måned med fuld træning, så stod min ryg af. Den har det med at bestemme lidt over mig, når den syns, jeg presser mig selv for meget! Det skete sæføli 5 dage før vi skulle deltage i Jels duathlon, men med hurtig behandling fra (i følge mig) Koldings bedste kiropraktor, Christian Stamer, så fik han rette mig så meget op, at jeg stillede til start imod alle odds. Det var hårdt fra start til slut (distancen var 5 km. løb – 44 km. cykling – 5 km. løb), og jeg nåede virkelig mange gange at tænke “Hvorfor orker du det her? Hvorfor GØR du det her? Du er jo slet ikke i form til at være med til de her stævner! Er det dét værd? Jeg savner mine unger….. Jeg magter det virkelig ikke!”. Alligevel formår jeg, at komme igennem (langt tid efter alle de gode), men jeg havde mega optur over det, og da jeg rammer målstregen og møder Henrik, er alle de tanker væk – puf!! Det er sgu sjovt, og det er den samme plade hver gang, der køøøøøører rundt i knolden på mig.

Jeg har flere gange overvejet, at kaste håndklædet i ringen og sige, jeg ikke magter det (forberedelserne op til de her stævner trækker virkelig tænder ud, når jeg samtidig er presset på arbejdet, og gerne vil være sammen med ungerne – det hænger bare ikke sammen for mig p.t.). Nu kan jeg se mig ud af, at stævnet er om 3 1/2 uge, og vil derfor gøre mit til, at jeg bliver så klar til race, som nu engang er muligt. Jeg har ingen forventninger til tiden – bare jeg kan komme igennem, så er jeg mere end tilfreds! Mit fokus til triathlon har ændret sig markant, efter vi har fået Lukas. Jeg vil rigtig gerne være med, men det skal ikke være for enhver pris. Familie- og arbejdslivet skal stadigvæk hænge sammen, og LYSTEN skal være der. Er den ikke det, og det i stedet føles som et kvælertag, så er det ikke det, jeg skal lige nu. Når det er sagt, så glæder jeg mig til at teste mig selv til Challenge Herning, og se, om jeg overhovedet kan komme igennem med den smule træning, jeg har kunne lægge i det 😀 Og så glæder jeg mig til at være sammen med mine teammates fra Nortec Sports + følge en kær venindes debut på distancen. Det skal nok blive awesome!!!

Motivationen fik også lige et boost, da vi i sidste uge (meget impulst) tog en uge til Mallorca. Muligheden bød sig, og jeg greb den ret hurtigt! Det var en tiltrængt uge for mig ovenpå alt det flytten frem og tilbage, og jeg nød hvert sekund på vores yndlings ø. At vi samtidig fik lov at deltage i IM Mallorca 70.3 sammen med vores kære ven Nuggi, toppede det fuldstændig – wauuuuu, jeg bliver bare ALDRIG træt af det stævne!!! Jeg skal SÅ meget lave den selv næste år, efter 2 år som stafet (siger jeg nu, hvor der er laaang tid til deltagelsen 🙂 ). Jeg tog løbedelen, som jeg eeeeeelsker, og hvis man lige ser bort fra, at jeg løb 12 km. med en tampax, der meget gerne ville ud (det er åbentbart glæden ved at have født 3 børn, at jeg ikke engang kan holde sådan en inde!!), så havde jeg den FEDESTE løbetur. At få lov til at løbe op ad den røde løber sammen med Nuggi og Henrik, var fantastisk – bedre afslutning på ferien tror jeg ærligt ikke findes 😉 Både Nuggi og Henrik leverede fantom tider, og vi gennemførte på lidt over 5 timer! Det er dæleme sejt (hvis jeg selv må sige det, da jeg aldrig selv vil komme i nærheden af sådan en sluttid). Tak til dig, Nuggi, fordi vi måtte dele oplevelsen med dig!!

De næste weekender vil vi komme til at bruge ret så meget tid på træning, så vi (læs mig) kan nå at blive lidt mere klar på de 2 halve distancer, der venter os i starten og midt juni. Det bliver vanvittigt hårdt, men tidshorisonten er så kort, at jeg SKAL kunne klare det – også selvom det vil betyde tid væk fra dem, jeg alleer helst vil være sammen med. INTET ER UMULIGT – det handler blot om at tro på sig selv, og mærke efter♥️

Tak fordi I læste med – jeg vil glæde mig til, at skrive en race rapport, når vi er kommet på den anden side 🙂

Hjem er der, hvor hjertet er !

Jeg havde en plan om, at jeg kort efter nytår skulle starte målrettet op på min tri-træning, for at ramme formen nogen lunde til Challenge Herning og IM Helsingør 70.3 om mindre end 6 måneder. Vi har nu d. 14. januar, og jeg er på ingen måde kommet i gang 😀 1. weekend i januar var hele Nortec Sports tri-hold samlet i Vejle til en ekstrem kold foto-sesion, hvilket i sig selv burde være motivation nok til sådan for alvor at komme i gang, meeeeen der er bare nogle andre og mere vigtige ting, der fylder i vores liv lige nu, så hånden på hjertet, kommer jeg nok først rigtig i gang om 1-2 måneder….. Hvorfor?? FORDI VI FLYTTER TILBAGE TIL KOLDING!!!! Og allerede fra slut vinterferien. Det er så vildt, og jeg slet ikke være i mig selv af bare glæde over vi skal HJEM❤️

Beslutningen om, at vi skulle tilbage, var ikke svær af træffe for mit vedkommende – det er MIG, der har trukket i bremsen, og bedt om, at vi skulle hjem. Jeg er og bliver aldrig en Københavner pige, og jeg trives på ingen måde her i Nordhavnen… Jeg har ikke brug for, at gå i detaljer og forklare mig, og kan godt forstå, hvis der sidder nogle derude, og ryster på hovedet af mig/os, men jeg kunne ikke være mere lige glad. Mit fokus og det vigtigste for mig er, at vores familie fungerer, er glade og vi har det godt – det kan jeg godt afsløre, at det har vi IKKE her. Jeg savner Kolding SÅ meget, og glæder mig ustyrligt til at komme tilbage til vores venner, netværk, se ungernes bedste venner & deres forældre, kunne træde ud og direkte ind i bilen uden at skulle lede 7 etager igennem, for at finde vores bil, blive husejer igen – bare komme tilbage til det vi kender og elsker!

Jeg fik her i processen bekræftet, at jeg valgte den rette arbejdsgiver, da vi tog beslutningen om at prøve det her storbyliv. Jeg har nemlig været så heldig, at få lov at blive i Handelsbanken – bare i Kolding afdeling, så noget må jeg have gjort rigtigt 😉 Borgmesteren har sågar været med ind over, for at sikre os en dagplejer til Lukas med start allerede mandag efter vinterferien! Som min mor spurgte mig: Hvad er det, du kan, Tanja, siden du kan få folk til at kontakte selveste borgmesteren, for at finde løsninger til dig og jeres familie? I have NO idear 😀 Men jeg føler mig så heldig og er så taknemlig for, at vi har fået så meget hjælp, til at kunne lande hurtigt og godt i de rammer, vi ønsker at være i som familie. Jeg behøver vel ikke fortælle, hvor vilde Naja og Liam var for at få af vide, vi flytter tilbage – og at de tilmed kommer tilbage til deres gamle klasse! Deres humør har nærmest vendt på en tallerken, og stod det til dem, så skulle vi flytte i morgen 😉

I morgen er der præcis en måned til, at Dueholm flyttefirma igen kommer, og putter vores hjem i kasser. 4 dage efter bliver det hele leveret i vores nye hjem, som nærmest ligger samme sted, som vi flyttede fra (af respekt for sælgerne, kan jeg ikke sige præcis, hvor det er endnu, da fortrydelsesfristen ikke er udløbet, og de nok gerne selv vil fortælle det først til dem der bor på vejen – det kan jo ske, at nogle af dem læser med 😉 ). Jeg gentager mig selv meget for tiden, men jeg glæder mig virkelig meget til starte vores liv i Kolding op igen!

Vi fortryder kun de ting, vi IKKE gør. Vi er blevet en erfaring rigere: København, du er bedst som gæst!

 

Livet i Københavnstrup

For lidt over 2 uger siden fik vi nøglen til lejligheden her i Nordhavn, og hold nu kæft, hvor er dagene bare fløjet af sted…. Jeg syns ikke, jeg har lavet andet, end at samle inventar fra Ikea, og forsøgt at lave en redde. Det er dælme ikke nemt, når vi kun har set lejligheden én gang, og ingen mål har haft på nogle af rummene! Det har betydet, at det, jeg havde forestillet mig, slet ikke er blevet sådan. Da flyttemændene fx. skulle placere ungernes kasser i de forskellige rum, var vi ikke en gang klar over, hvad der gav mest mening, så det har betydet, at jeg efterfølgende har flyttet rundt på Najas og vores værelse, ændret på Liams værelse maaaaange gange, for at få det mest optimale ud af det. Lukas har ikke noget værelse, og er derfor rykket ind i vores soveværelse igen… Men med tiden skal han ind og bo på Liams værelse, så det gav mest mening, at han fik det største værelse til at starte med. For ikke at kede jer med den håbløse indretning, så kan jeg kort sagt sige, at vi er blevet udfordret på pladsen, og jeg skal lærer, at kunne leve i rod nogen tid endnu. Vi har ingen kælder, ingen loft, skur – NADA!!! DERFOR har vi måtte sælge mange ting ifm. flytningen fra Kolding. Nu hvor ferien er slut, så er der bare ikke meget tid til at kunne indrette på (og købe nyt for den sags skyld) – slet ikke med 3 børn, ny skole, ny informationer, nye opgaver, nye legeaftaler, nyt kvarter, nye steder der skal handles ind, nyt job for mig i morgen osv. osv….

Kvarteret herude er ret så lækkert, og når det bliver forår/sommer igen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det bliver mega fedt. Der er ved at blive lavet en kæmpe legeplads lige ved siden af vores opgang, der kommer en biograf 100 meter herfra, en bager, ny indkøbsmulighed og meget mere. Så alt i alt er vi havnet et godt sted. Det er bare lige følelserne, der skal styr på nu….. Det er virkelig hårdt for mig, at se hvordan ungerne prøver at være store og være imødekommende overfor nye venner, men faktisk bare savner deres gamle venner helt enormt, og ved bestemte sange får tårer i øjnene, da det vækker ufattelig gode minder. Forleden aften måtte jeg ned på gulvet og tørre op efter Lukas, for lige at skjule mine egne tårer, da ungerne fortalte, hvor meget de savnede. Det kan jeg næsten ikke klare…. Så er det altså ikke nemt at være mor og far, og skulle være forbilleder/stærke, for det er jeg bare slet ikke! Jeg kan også blive ked af det og savne, og når jeg bliver det, kan jeg virkelig godt fortryde, og bliver fyldt med en masse dumme tanker/bebrejdelser 🙁 Jeg får helt ondt i maven, når jeg sidder her, og åbner op for det.

Langelinjeskolen, som Naja og Liam er startet på, er langt mere end hvad jeg havde turde håbe på/drømme om! De har taget SÅ godt imod dem, og gør så meget, for at få dem til, at føle sig godt tilpas/til rette. 1. dag var noget svær for Naja (hun græd fra hun stod op og ville ikke spise noget, men kom hjem og kunne nærmest ikke få armene ned af begejstring), men for hver dag der går, så bliver det bare bedre og bedre! I dag gik de SELV ind i klasserne – jeg sagde bare ciao til dem nede i gården. Det er virkelig stort!
Det er så en helt anden snak, hvad angår Lukas…. Det lille uskyldige menneske der bare accepterer næsten alt han udsættes for! Han har fået plads i en vuggestue, som modsat de stores skole, er så langt fra alt hvad jeg havde forestillet mig! Fra jeg trådte ind af døren havde jeg en mærkelig/dårlig fornemmelse, og det er bestemt ikke blevet bedre her 8 dage efter…. I morges var der så meget kaos derovre, at jeg kunne have taget ham hjem igen. Flere fra personalet er bare slet ikke imødekommende, og jeg mangler engagement fra dem overfor børnene. Derudover så er det ikke altid, at de pædagoger, der er på Lukas’ stue, er der, når jeg kommer med ham om morgenen, så jeg kan på ingen måde give ham den tryghed, han har brug for ifm. afleveringen, og det kan jeg bare næsten ikke klare. Jeg savner SÅ meget hans dagplejer i Vonsild – hun var ALTID klar til at tage imod ham, når jeg kom med ham om morgenen. ALTID! Nu skal jeg rende rundt og lede efter en voksen, som han nok ikke engang kender, der kan tage sig af ham, og det ender derfor med gråd, når jeg skal gå…. Det har han heller aldrig gjort før. Det er bare hårdt 🙁 Og så er der nok flere der sidder og tænker sit, at jeg skal give det tid, slappe af, tage det roligt og og og, men når det drejer sig om mine børn, så er intet godt nok, og det kan kun gå for langsomt med at finde det helt rigtige til ham. Stuen han er startet på er ganske ny og nyt personale, så det betyder mange nye små børn og når personalet ikke er på fuldtid, så hænger det jo nærmest ikke sammen. Hvis ikke det bliver bedre, så må jeg ud og lede efter en ny plads til ham.

I morgen har jeg første arbejdsdag i Handelsbanken City afdeling. Så er ferien forbi, og hamsterhjulet kommer for alvor til at køre. Jeg både glæder mig, men er også ret spændt på at se, hvad det er for kunder, jeg skal rådgive – det er uden tvivl noget mere udfordrende end min portefølge i Kolding! Det bliver fedt at få lov at sidde med. Derfor er det vigtigt for mig, at Lukas (og de store sæføli også) har det godt, for ellers kan jeg ikke være 100% til stede. Hvis ikke de trives og har det godt, så har moren det heller ikke godt – det kan vi mødre ikke bare lukke ned for❤️

Når det er sagt, og jeg lige har fået “det ud”, så håber jeg på det bedste, og tror stadig på, at det nok skal blive godt! Jeg skal bare liiiiiige over på den anden side, og lande ordentlig, og se mine børn er glade – alle sammen 🙂