Livet i Københavnstrup

For lidt over 2 uger siden fik vi nøglen til lejligheden her i Nordhavn, og hold nu kæft, hvor er dagene bare fløjet af sted…. Jeg syns ikke, jeg har lavet andet, end at samle inventar fra Ikea, og forsøgt at lave en redde. Det er dælme ikke nemt, når vi kun har set lejligheden én gang, og ingen mål har haft på nogle af rummene! Det har betydet, at det, jeg havde forestillet mig, slet ikke er blevet sådan. Da flyttemændene fx. skulle placere ungernes kasser i de forskellige rum, var vi ikke en gang klar over, hvad der gav mest mening, så det har betydet, at jeg efterfølgende har flyttet rundt på Najas og vores værelse, ændret på Liams værelse maaaaange gange, for at få det mest optimale ud af det. Lukas har ikke noget værelse, og er derfor rykket ind i vores soveværelse igen… Men med tiden skal han ind og bo på Liams værelse, så det gav mest mening, at han fik det største værelse til at starte med. For ikke at kede jer med den håbløse indretning, så kan jeg kort sagt sige, at vi er blevet udfordret på pladsen, og jeg skal lærer, at kunne leve i rod nogen tid endnu. Vi har ingen kælder, ingen loft, skur – NADA!!! DERFOR har vi måtte sælge mange ting ifm. flytningen fra Kolding. Nu hvor ferien er slut, så er der bare ikke meget tid til at kunne indrette på (og købe nyt for den sags skyld) – slet ikke med 3 børn, ny skole, ny informationer, nye opgaver, nye legeaftaler, nyt kvarter, nye steder der skal handles ind, nyt job for mig i morgen osv. osv….

Kvarteret herude er ret så lækkert, og når det bliver forår/sommer igen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det bliver mega fedt. Der er ved at blive lavet en kæmpe legeplads lige ved siden af vores opgang, der kommer en biograf 100 meter herfra, en bager, ny indkøbsmulighed og meget mere. Så alt i alt er vi havnet et godt sted. Det er bare lige følelserne, der skal styr på nu….. Det er virkelig hårdt for mig, at se hvordan ungerne prøver at være store og være imødekommende overfor nye venner, men faktisk bare savner deres gamle venner helt enormt, og ved bestemte sange får tårer i øjnene, da det vækker ufattelig gode minder. Forleden aften måtte jeg ned på gulvet og tørre op efter Lukas, for lige at skjule mine egne tårer, da ungerne fortalte, hvor meget de savnede. Det kan jeg næsten ikke klare…. Så er det altså ikke nemt at være mor og far, og skulle være forbilleder/stærke, for det er jeg bare slet ikke! Jeg kan også blive ked af det og savne, og når jeg bliver det, kan jeg virkelig godt fortryde, og bliver fyldt med en masse dumme tanker/bebrejdelser 🙁 Jeg får helt ondt i maven, når jeg sidder her, og åbner op for det.

Langelinjeskolen, som Naja og Liam er startet på, er langt mere end hvad jeg havde turde håbe på/drømme om! De har taget SÅ godt imod dem, og gør så meget, for at få dem til, at føle sig godt tilpas/til rette. 1. dag var noget svær for Naja (hun græd fra hun stod op og ville ikke spise noget, men kom hjem og kunne nærmest ikke få armene ned af begejstring), men for hver dag der går, så bliver det bare bedre og bedre! I dag gik de SELV ind i klasserne – jeg sagde bare ciao til dem nede i gården. Det er virkelig stort!
Det er så en helt anden snak, hvad angår Lukas…. Det lille uskyldige menneske der bare accepterer næsten alt han udsættes for! Han har fået plads i en vuggestue, som modsat de stores skole, er så langt fra alt hvad jeg havde forestillet mig! Fra jeg trådte ind af døren havde jeg en mærkelig/dårlig fornemmelse, og det er bestemt ikke blevet bedre her 8 dage efter…. I morges var der så meget kaos derovre, at jeg kunne have taget ham hjem igen. Flere fra personalet er bare slet ikke imødekommende, og jeg mangler engagement fra dem overfor børnene. Derudover så er det ikke altid, at de pædagoger, der er på Lukas’ stue, er der, når jeg kommer med ham om morgenen, så jeg kan på ingen måde give ham den tryghed, han har brug for ifm. afleveringen, og det kan jeg bare næsten ikke klare. Jeg savner SÅ meget hans dagplejer i Vonsild – hun var ALTID klar til at tage imod ham, når jeg kom med ham om morgenen. ALTID! Nu skal jeg rende rundt og lede efter en voksen, som han nok ikke engang kender, der kan tage sig af ham, og det ender derfor med gråd, når jeg skal gå…. Det har han heller aldrig gjort før. Det er bare hårdt 🙁 Og så er der nok flere der sidder og tænker sit, at jeg skal give det tid, slappe af, tage det roligt og og og, men når det drejer sig om mine børn, så er intet godt nok, og det kan kun gå for langsomt med at finde det helt rigtige til ham. Stuen han er startet på er ganske ny og nyt personale, så det betyder mange nye små børn og når personalet ikke er på fuldtid, så hænger det jo nærmest ikke sammen. Hvis ikke det bliver bedre, så må jeg ud og lede efter en ny plads til ham.

I morgen har jeg første arbejdsdag i Handelsbanken City afdeling. Så er ferien forbi, og hamsterhjulet kommer for alvor til at køre. Jeg både glæder mig, men er også ret spændt på at se, hvad det er for kunder, jeg skal rådgive – det er uden tvivl noget mere udfordrende end min portefølge i Kolding! Det bliver fedt at få lov at sidde med. Derfor er det vigtigt for mig, at Lukas (og de store sæføli også) har det godt, for ellers kan jeg ikke være 100% til stede. Hvis ikke de trives og har det godt, så har moren det heller ikke godt – det kan vi mødre ikke bare lukke ned for❤️

Når det er sagt, og jeg lige har fået “det ud”, så håber jeg på det bedste, og tror stadig på, at det nok skal blive godt! Jeg skal bare liiiiiige over på den anden side, og lande ordentlig, og se mine børn er glade – alle sammen 🙂