Tålmoooooodighed :-)

Om ganske få dage er 1. måned i 2019 allerede gået, og sikke en måned!! Jeg er for alvor blevet kastet ind i virvaret ved at være ledig, har været til opstartsmøde med a-kassen, og i denne uge skal jeg til møde med jobcentret. Derudover har jeg haft 4-5 samtaler med potentielle arbejdsgivere, hvilket jeg lige må slå en streg under er SINDSYGT hårdt og krævende. Jeg møder ALDRIG uforberedt op til et møde, og når man sidder der til “eksamen”, så bruger jeg virkelig meget energi på at få det hele med og gøre mig umage. Det er ekstremt hårdt, men også lærerigt. Det kræver også ret mange hår på brystet, at kunne tage imod afslag på afslag – det har jeg jo aldrig prøvet før! Jeg har aldrig haft udfordringer med at finde et arbejde – det skal jeg da lige love for, jeg har denne gang!! Om det er fordi, jeg ikke lige helt er klar over, hvilken retning jeg gerne vil, det kan jeg ikke svare på, men det er enormt frusterende.

Flere siger til mig, at jeg skal nyde den her periode, for den kommer aldrig igen. Det er jeg på ingen måde uenig i, men det er ikke helt så nemt at nyde, når jeg ingen deadline har. Jeg VED, jeg skal have mig et arbejde, men hvornår det lykkes, det ved jeg af gode grunde ikke… Det sammen med at skulle være opsøgende hele tiden er krævende, og det tager derfor en stor del af glæden ved at være hjemme, og kunne være der for ungerne. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke får samme frihed i fremtiden, som jeg havde i Frøs Sparekasse og Handelsbanken, med mindre jeg får lige så forstående en arbejdsgiver, når vi har mindre børn. Hver ting til sin tid! Positivt er det, at jeg bliver indkaldt til samtaler, og jeg har faktisk endnu en planlagt jobsamtale på torsdag, som meget vel kunne blive til noget (skal passe på med hvad jeg siger, da jeg tidligere var ret sikker på, jeg fik et job). Jeg er optimistisk, og tror på det bedste indtil modsatte er bevist 🙂 Bare se på Henrik. Han er netop startet i et job i en helt anden branche end den han har været i de sidste 18-19 år!! En mulighed hos Eurodan bød sig ret hurtigt for ham, efter han rakte hånden op om hjælp, og takket være internettet, så har han faktisk allerede været i gang siden nytår. Det er en spændende verden, han er trådt ind i, og hvis han udnytter sit potentiale, så er jeg overbevist om, at han hurtigt vil få succes!

Oveni alt det her rod med job, så er det netop gået op for mig, at der kun er 14 uger til Henrik og jeg står ved vandkanten på Mallorca, og skal ud på en lille træningstur!!! WTF??? Lige nu virker det totalt uoverskueligt, da jeg langt fra er i form til det – det giver mig lidt sved på panden, må jeg nok indrømme. Kan jeg overhovedet nå at komme i form til det??? SVAR: Jeg vil gøre et ihærdigt forsøg, da jeg vil ærgre mig gul og grøn, hvis jeg ender med DNF, når vi har fået begge hold bedsteforældre med ned for at heppe på os sammen med ungerne 🙂 Det bliver en VILD oplevelse (igen), som jeg glæder mig utrolig meget til også at kunne dele med mine forældre. De har aldrig været med på Mallorca, og dermed heller ikke til stævnet! Tænk, at være så priviligeret, at kunne dele så store ting med BEGGE hold forældre❤️ Det gør mig så glad at tænke på, og giver mig motivation til at komme op ad sofaen. Så der er ingen undskyldninger, Tanja – LUK MUNDEN OG LET RØVEN!!! Og udnyt tiden mens jeg er hjemme til at komme lidt tættere på det, der kunne minde om bedre form 🙂

TAK fordi du læser med!