Man skal kravle, før man kan gå!

Overvejelserne om ikke at skrive en ræs-rapport har fyldt mit hoved de sidste dage pga. de reaktioner, der måtte komme. Nu gør jeg det alligevel, da det er min måde at bearbejde tingene på, og jeg vil ikke lave om på mig selv. Jeg er og bliver en åben person, der godt kan lide at dele ud af mine oplevelser, erfaringer osv. So, here we go!

FØR RACE (hop videre, hvis du bare vil til ræset :-)):
Ugen efter Challenge Herning og dermed ugen op til KMD Ironman 70.3 Kronborg tog en drejning, jeg ikke lige havde set komme! Efter at have delt ud af min noget forskrækkende oplevelse i Herning, fik jeg rigtig mange bud på, hvad årsagen kunne være – de pegede sjovt nok alle sammen på det samme: angstanfald. Jeg var inde og læse lidt om symptomerne, hvad årsagen til det kan ske er, og rigtig mange af dem kunne jeg nikke genkendende til…. Det slog mig faktisk så meget ud, at jeg kontaktede lægen om tirsdagen. Tænk sig, at jeg i en alder af 37 år, sad og græd foran en mand, jeg har aldrig havde mødt før! Hvad sker der?? Resultatet blev, at han sygemeldte mig i min. 14 dage. Det knugede i maven på mig, halsen snørede til, hjertet bankede anderledes og jeg var i det hele taget lige til at lukke op og sk*** i. Og tanken om jeg efterfølgende skulle kontakte min arbejdsgiver, gjorde det bestemt ikke bedre, men manden havde jo ret i at trække stikket for mig. Inderst inde vidste jeg det nok godt, men det er vi mennesker bare enormt gode til at skubbe væk i frygten for at fejle og ikke slå til. Som mor til 3 så har jeg altid puttet mine egne følelser bagerst i rækken – den gik bare ikke længere….

Dagene herefter brugte jeg meget på at finde ro på mit hoved, og finde forklaringer til/på min situation. Der er muligvis flere af jer, der læser med, der har jeres forklaringer/bud på, hvorfor jeg er havnet her – dem har jeg ikke brug for at høre lige nu, da jeg er ret overbevist om, hvad der vil blive sagt. Jeg havde Lukas hjemme til og med torsdag, da han var syg, så det var begrænset, hvor meget tid, jeg egentlig fik til mig selv. Det var vigtigt for lægen at fortælle mig, at jeg IKKE måtte gå i stå – altså jeg skulle fortsætte med at holde mig i gang, da kroppen får endufiner ved at dyrke sport/motion, og det har den brug for lige nu! Min deltagelse til søndagens race hang i en meget tynd snor, da jeg ikke kunne gennemskue konsekvensen af, hvis jeg skulle få et nyt anfald i vandet… Alligevel pakkede jeg alt mit grej i håb om, jeg ikke også fejlede her….

Lørdag middag kørte vi til Helsingør, hvor der var registrering, racebriefing m.m.. Intet gik som planlagt for Henriks vedkommende – løbeskoene var glemt hjemme, tog nærmest intet andet end sin cykel med ned til registreringen, batteriet var dødt i wattmåleren og hovedet var nok bare hjemme i Kolding. Fyldt med frustration og irritation formåede vi at hjælpe og støtte hinanden, så vi fik styr på de ting sammen. Jeg havde på det tidspunkt stadig ikke besluttet, om jeg ville stille til start, da det var afgørende for mig, hvordan jeg reagerede ved at komme i både våddragt og vandet. Til min ærgrelse måtte vi ikke hoppe i havnen, så vi måtte om på den anden side af Kronborg, og hoppe i fra stranden. Jeg var rent ud sagt skide nervøs, og var forberedt på, jeg måtte stoppe efter kort tid. Heldigvis gik det godt, og jeg tænkte kun positive tanker, og vidste Henrik var lige ved siden af mig.

RACEDAY:
Kl.07.20 søndag morgen ramte vi Helsingør. Det regnede ret så meget på vej derop, hvilket fik os til at snakke om, hvorfor vi egentlig gør det her…. Velvidende, at det nok var umuligt at finde en P-plads, kørte vi alligevel så tæt på skiftezonen som muligt. Vi fandt en plads – til el-biler. Fuck det! Vi tog chancen. Så meget for dovenskaben og skulle gå alt for langt (det kunne sagtens koste os en bøde på kr.750, eller hvad det nu koster).

Kl.08.45 sagde jeg ciao til Henrik. På det tidspunkt vidste jeg stadig ikke, om jeg ville hoppe i vandet. Kl.09 gik starten for de blå hjelme, hvor Henrik var med.  Tilbage stod jeg oppe på kajen og forsøgte at spotte ham, mens jeg hundefrøs… Det så slet ikke rart ud, og til dem af jer, der ikke har set svømmeruten, så kan jeg oplyse jer, at den på ingen måde var nem – tværtimod! Jeg var SÅ tæt på, at gå tilbage til skiftezonen, finde mit varme tøj og bare fylde mig med noget varm kaffe og nutellafyldte pandekager 😛

Stædig som, jeg nu er, så hoppede jeg i opvarmningsbassinet, bare lige for at mærke og se vandet. Fy for en skefuld…. Pulsen steg en smule, men jeg lod den ikke slå mig ud. Jeg besluttede, at gå ind i startboksen, og inden jeg så mig om, så blev jeg sendt i vandet. Vi var mange i vandet (i alt 2800 atleter stillede til start!!), og planen var, at tage det easy, og samtidig håbe på, at dem foran mig kendte vejen (det var umuligt at se bøjerne nogle steder). Jeg havde hele tiden i baghovedet, at hvis jeg på nogen måde skulle få det skidt, så var der så mange livreddere i vandet, der kunne få mig i land. Uret bippede ved 500 meter, og det gik ok. Ved 1.000 meter bippede det igen – det gik stadig godt. Jeg ramte 1.500 meter, og det bippede igen – jeg var stadig ok, og det gik op for mig, at jeg snart var igennem. 1.987 meter og 41.26 minutter sagde uret, da jeg kom op på land (jeg fik så lige lagt 2 fuldvoksne ned, der stod og hjælp os op ad vandet 🙂 ), og jeg var lykkelig over at have klaret det! Jeg fattede ikke, at det gik så godt i forhold til sidste weekend. Jeg var helt høj, og smilte af hjertet for første gang i flere dage! Følelsen over at lykkes var fantastisk.

Efter knap 9 min. (!!) i skiftezonen, hoppede jeg på min nye cykel, Liv (netop erhvervet 5 dage inden race, da den gamle blev solgt!!). Planen på cyklen var, at køre i den zone jeg har det bedst: komfortzone 🙂 De første 5 km. kørte jeg på under 10 min. Det måtte være held og rent overskud ovenpå svømningen, tænkte jeg. De næste 5 km. kørte jeg også under 10 min., og det fortsatte jeg faktisk med. Mig og Liv var allerede ret gode venner, kunne jeg mærke 🙂 Det fik mig til at fortsætte med at presse på, og lade benene syre ind i mellem, hvilket jeg ALDRIG har gjort før (jo jo – jeg er jo bare amatør og hygger mig på cyklen, så jeg kan løbe i stedet 😀 ). Efter ca 65 km. var vi tilbage i Helsingør, og bedst som jeg lige nåede at mærke den fede stemning fra tilskuere, så drejede vi til højre ud af byen igen – direkte op af Himmelbjerget (det føltes sådan!!). Det er charmen ved ikke at kende ruten….  Jeg nåede i farten også lige at tjekke, at vi ingen P-bøde havde fået 😀 Da jeg stillede cyklen, vidste jeg, at jeg har cyklet under 3 timer, men hvor meget, vidste jeg ikke – det var jeg egentlig også ret ligeglad med.

Jeg fandt min løbepose, og da jeg ramte jorden i løbeskoene, kunne jeg mærke, det ville blive en lang og tung tur. Der var ingen diamanter i dem – det havde jeg brændt af på cyklen! Varmen tog til, og jeg kunne pludselig mærke, at min vejrtrækning begyndte at drille! Jeg forsøgte, at sætte tempoet ned, og på den måde få styr på vejret. Jeg gik gennem ALLE depoter (i de sidste depoter skulle man nærmest tro jeg var ved at slå lejr 😀 ), og sugede alt opbakning til mig, jeg kom i nærheden af! Jeg havde håbet, at møde Henrik på første runde, men vidste også godt, at han nok allerede var i mål. Først da jeg havde fået sidste armbånd på, og var på vej ud på de sidste 2 km., så jeg ham – nøøøøj hvor blev jeg glad! Glæden ved at se ham og over at lykkes, fyldte min krop, og jeg nød endnu engang, at løbe op ad finisherlinjen og modtagelsen af Henrik (totalt uvidende om, jeg havde lavet PR!).  Vi er begge høje og glade, og det var først da Henrik viste mig min sluttid, det gik op for mig, hvad jeg havde præsteret!!! WTF??? Tiden blev 5:27.16 = jeg havde slået min egen personlige rekord! Hvordan var det muligt, ovenpå den sløve løbetur? Næsten 50 min. bedre end i Herning og 6 min. bedre end min sidste bedste tid i 2015!

Det kan godt ske, jeg ikke burde være stillet til start…. Pga. min situation…  Men det gjorde jeg, fordi jeg havde brug for det! Jeg havde brug for, at vinde over mig selv, brug for at vise, jeg godt kan og IKKE er en fiasko, når det føles sådan andre steder. Jeg gjorde det for MIG, og er taknemmelig for, jeg kan/kunne. Den følelse og frihed, jeg havde under løbet – væk fra arbejde, væk fra sure pligter, væk fra dagligdagen, væk fra dårlig samvittighed og bare være i mit element, den var og er levende og befriende. Den følelse skal jeg finde frem i min hverdag igen, så jeg (forhåbentlig) hurtigt kan komme tilbage på arbejde. Havde det ikke været pga. Henrik, så tør jeg ikke tænke på, hvor jeg var endt henne…. Sammen er vi stærkest!