Ude godt – hjemme bedst

De sidste 4 (!!!) måneder er fløjet af sted, siden vi tog beslutningen om, at flytte tilbage til Kolding igen. Det hele er gået enormt stærkt, og når jeg tænker tilbage på vinteren, så føles det lidt som om det blot var en lang vinterferie, vi var på i Nordhavn. Når jeg fortæller om vores lille eventyr, så kan jeg godt høre, at det lyder enormt fjollet, dumt og ikke gennemtænkt, men er nu ret glad for vi alligevel gjorde og prøvede det! Hvorfor? Fordi jeg i dag sætter endnu større pris på, at bo i provinsen (som en af mine veninder siger det 🙂 ). Jeg har nu aldrig set vores liv her som provinsen, men det kan da godt være, der er noget om snakken 😉

Vi flyttede tilbage i slutningen af vinterferien, og ungerne kom enormt hurtigt tilbage til hvor de var. Det gør mig så glad i hjertet, at ungerne trives og har det godt. Selv Lukas var nærmest kun 2 dage om at blive kørt ind i den ny dagpleje – alt er bare præcis, som det skal være 🙂 Så kan det godt være, at det ikke helt fungerer på mit arbejde, men jeg forsøger at hænge i, og gøre mit bedste. Henrik har netop fået nyt arbejde, og er efter flere år væk fra stillingen, kommet tilbage til det han brænder for, nemlig INVESTERING ! Det har været nogle seje beslutninger, men vigtigst af alt, så har vi det godt 

Kort efter vi var flyttet (allerede ugen efter mener jeg), startede vi træningen op mod den halve distance i Herning primo juni. Hoooooold nu op – jeg har da fuldstændig glemt, hvor meget planlægning, fokus, disciplin og tid det kræver!!! Og for det ikke skal være løgn, så har jeg på ingen måde haft heldet med mig fsva. mit helbred…. Jeg tror kun der var gået lidt over 1 måned med fuld træning, så stod min ryg af. Den har det med at bestemme lidt over mig, når den syns, jeg presser mig selv for meget! Det skete sæføli 5 dage før vi skulle deltage i Jels duathlon, men med hurtig behandling fra (i følge mig) Koldings bedste kiropraktor, Christian Stamer, så fik han rette mig så meget op, at jeg stillede til start imod alle odds. Det var hårdt fra start til slut (distancen var 5 km. løb – 44 km. cykling – 5 km. løb), og jeg nåede virkelig mange gange at tænke “Hvorfor orker du det her? Hvorfor GØR du det her? Du er jo slet ikke i form til at være med til de her stævner! Er det dét værd? Jeg savner mine unger….. Jeg magter det virkelig ikke!”. Alligevel formår jeg, at komme igennem (langt tid efter alle de gode), men jeg havde mega optur over det, og da jeg rammer målstregen og møder Henrik, er alle de tanker væk – puf!! Det er sgu sjovt, og det er den samme plade hver gang, der køøøøøører rundt i knolden på mig.

Jeg har flere gange overvejet, at kaste håndklædet i ringen og sige, jeg ikke magter det (forberedelserne op til de her stævner trækker virkelig tænder ud, når jeg samtidig er presset på arbejdet, og gerne vil være sammen med ungerne – det hænger bare ikke sammen for mig p.t.). Nu kan jeg se mig ud af, at stævnet er om 3 1/2 uge, og vil derfor gøre mit til, at jeg bliver så klar til race, som nu engang er muligt. Jeg har ingen forventninger til tiden – bare jeg kan komme igennem, så er jeg mere end tilfreds! Mit fokus til triathlon har ændret sig markant, efter vi har fået Lukas. Jeg vil rigtig gerne være med, men det skal ikke være for enhver pris. Familie- og arbejdslivet skal stadigvæk hænge sammen, og LYSTEN skal være der. Er den ikke det, og det i stedet føles som et kvælertag, så er det ikke det, jeg skal lige nu. Når det er sagt, så glæder jeg mig til at teste mig selv til Challenge Herning, og se, om jeg overhovedet kan komme igennem med den smule træning, jeg har kunne lægge i det 😀 Og så glæder jeg mig til at være sammen med mine teammates fra Nortec Sports + følge en kær venindes debut på distancen. Det skal nok blive awesome!!!

Motivationen fik også lige et boost, da vi i sidste uge (meget impulst) tog en uge til Mallorca. Muligheden bød sig, og jeg greb den ret hurtigt! Det var en tiltrængt uge for mig ovenpå alt det flytten frem og tilbage, og jeg nød hvert sekund på vores yndlings ø. At vi samtidig fik lov at deltage i IM Mallorca 70.3 sammen med vores kære ven Nuggi, toppede det fuldstændig – wauuuuu, jeg bliver bare ALDRIG træt af det stævne!!! Jeg skal SÅ meget lave den selv næste år, efter 2 år som stafet (siger jeg nu, hvor der er laaang tid til deltagelsen 🙂 ). Jeg tog løbedelen, som jeg eeeeeelsker, og hvis man lige ser bort fra, at jeg løb 12 km. med en tampax, der meget gerne ville ud (det er åbentbart glæden ved at have født 3 børn, at jeg ikke engang kan holde sådan en inde!!), så havde jeg den FEDESTE løbetur. At få lov til at løbe op ad den røde løber sammen med Nuggi og Henrik, var fantastisk – bedre afslutning på ferien tror jeg ærligt ikke findes 😉 Både Nuggi og Henrik leverede fantom tider, og vi gennemførte på lidt over 5 timer! Det er dæleme sejt (hvis jeg selv må sige det, da jeg aldrig selv vil komme i nærheden af sådan en sluttid). Tak til dig, Nuggi, fordi vi måtte dele oplevelsen med dig!!

De næste weekender vil vi komme til at bruge ret så meget tid på træning, så vi (læs mig) kan nå at blive lidt mere klar på de 2 halve distancer, der venter os i starten og midt juni. Det bliver vanvittigt hårdt, men tidshorisonten er så kort, at jeg SKAL kunne klare det – også selvom det vil betyde tid væk fra dem, jeg alleer helst vil være sammen med. INTET ER UMULIGT – det handler blot om at tro på sig selv, og mærke efter♥️

Tak fordi I læste med – jeg vil glæde mig til, at skrive en race rapport, når vi er kommet på den anden side 🙂