Hjem er der, hvor hjertet er !

Jeg havde en plan om, at jeg kort efter nytår skulle starte målrettet op på min tri-træning, for at ramme formen nogen lunde til Challenge Herning og IM Helsingør 70.3 om mindre end 6 måneder. Vi har nu d. 14. januar, og jeg er på ingen måde kommet i gang 😀 1. weekend i januar var hele Nortec Sports tri-hold samlet i Vejle til en ekstrem kold foto-sesion, hvilket i sig selv burde være motivation nok til sådan for alvor at komme i gang, meeeeen der er bare nogle andre og mere vigtige ting, der fylder i vores liv lige nu, så hånden på hjertet, kommer jeg nok først rigtig i gang om 1-2 måneder….. Hvorfor?? FORDI VI FLYTTER TILBAGE TIL KOLDING!!!! Og allerede fra slut vinterferien. Det er så vildt, og jeg slet ikke være i mig selv af bare glæde over vi skal HJEM❤️

Beslutningen om, at vi skulle tilbage, var ikke svær af træffe for mit vedkommende – det er MIG, der har trukket i bremsen, og bedt om, at vi skulle hjem. Jeg er og bliver aldrig en Københavner pige, og jeg trives på ingen måde her i Nordhavnen… Jeg har ikke brug for, at gå i detaljer og forklare mig, og kan godt forstå, hvis der sidder nogle derude, og ryster på hovedet af mig/os, men jeg kunne ikke være mere lige glad. Mit fokus og det vigtigste for mig er, at vores familie fungerer, er glade og vi har det godt – det kan jeg godt afsløre, at det har vi IKKE her. Jeg savner Kolding SÅ meget, og glæder mig ustyrligt til at komme tilbage til vores venner, netværk, se ungernes bedste venner & deres forældre, kunne træde ud og direkte ind i bilen uden at skulle lede 7 etager igennem, for at finde vores bil, blive husejer igen – bare komme tilbage til det vi kender og elsker!

Jeg fik her i processen bekræftet, at jeg valgte den rette arbejdsgiver, da vi tog beslutningen om at prøve det her storbyliv. Jeg har nemlig været så heldig, at få lov at blive i Handelsbanken – bare i Kolding afdeling, så noget må jeg have gjort rigtigt 😉 Borgmesteren har sågar været med ind over, for at sikre os en dagplejer til Lukas med start allerede mandag efter vinterferien! Som min mor spurgte mig: Hvad er det, du kan, Tanja, siden du kan få folk til at kontakte selveste borgmesteren, for at finde løsninger til dig og jeres familie? I have NO idear 😀 Men jeg føler mig så heldig og er så taknemlig for, at vi har fået så meget hjælp, til at kunne lande hurtigt og godt i de rammer, vi ønsker at være i som familie. Jeg behøver vel ikke fortælle, hvor vilde Naja og Liam var for at få af vide, vi flytter tilbage – og at de tilmed kommer tilbage til deres gamle klasse! Deres humør har nærmest vendt på en tallerken, og stod det til dem, så skulle vi flytte i morgen 😉

I morgen er der præcis en måned til, at Dueholm flyttefirma igen kommer, og putter vores hjem i kasser. 4 dage efter bliver det hele leveret i vores nye hjem, som nærmest ligger samme sted, som vi flyttede fra (af respekt for sælgerne, kan jeg ikke sige præcis, hvor det er endnu, da fortrydelsesfristen ikke er udløbet, og de nok gerne selv vil fortælle det først til dem der bor på vejen – det kan jo ske, at nogle af dem læser med 😉 ). Jeg gentager mig selv meget for tiden, men jeg glæder mig virkelig meget til starte vores liv i Kolding op igen!

Vi fortryder kun de ting, vi IKKE gør. Vi er blevet en erfaring rigere: København, du er bedst som gæst!