Slutter på toppen !

Ironman 70.3 Mallorca: Tak for dansen 🙂
Vejret var perfekt, opbakningen fantastisk (både hernede og der hjemme) og kroppen gjorde et VILDT stykke arbejde. Jeg er ovenud tilfreds med mit resultat, som jeg vil flyve længe på 😀

Uret ringede kl.05 efter en TRÆLS nattesøvn – man sover aldrig godt op til sådan en begivenhed, men havde da håbet, det ville være anderledes denne gang…. Der blev klemt en smule morgenmad ned, selvom appetit var en by i Rusland. Shit, jeg havde det skidt! Kl.06 var vi på vej til skiftezonen, og vejret var bare helt perfekt. Nervøsiteten tordnede ned over mig, og jeg måtte flere gange minde mig selv om, hvorfor det var, vi stod her igen. Jeg glædede mig til at komme ud og cykle og efterfølgende løbe, men den der svømmedel….. Uffffff 🙁 Jeg har nærmest ikke svømmetrænet op til racet, og de 3 gange jeg nåede, at være i vandet hernede inden, det var nok ikke dem, der gjorde underværker for min gennemførsel!

Stemningen var som altid i top, og efter at være hoppe i korpskondomet, så skulle jeg sælføli tisse…. Ud i vandet med mig/os, og varme dragten op 😀 😀 Henrik gik i sin startboks, og tårerne pressede sig på – det er så specielt et øjeblik for os, da vi ikke ved, hvornår vi ses igen! Jeg gik i min startboks, og var igen ved at tisse i “bukserne”. Det lykkedes mig at tisse igen lige inden, jeg blev sendt afsted – det kræver alligevel noget, at kunne stå op og tisse 😀 NU var jeg klar til at komme i vandet! Efter 150-200 m kunne jeg mærke, jeg var tæt på at starte med at hyperventilere, og kunne nærmest ikke se mig ud af, skulle 1900 m rundt….. Jeg havde talt bøjerne, vi skulle passere, så det begyndte jeg at fokusere på samtidig med, jeg forsøgte at finde nogle fødder, jeg kunne følges med. Inden jeg så mig om, så var jeg nede og vende. Turen retur føltes uendelig lang, og jeg følte ikke jeg kom nogle vegne. Da jeg endelig fik fodfæste igen, og kiggede på uret, så kunne jeg have skreget af glæder – 37 min.!!!! WTF?! Jeg havde et håb om at gøre det på 40-45 min., så jeg var MEGA tilfreds (modsat de andre år, så havde jeg valgt, at have ur på, for at følge lidt med i mine tider).

Turen op til skiftezonen gik med at få dragten halvvejs af, og lige komme mig. Jeg fandt min cykelpose, og skulle pludselig tisse igen…. Inden jeg nåede at tænke over det, så sivede der bare vand ned af benene på mig…. Godt så!! På med cykelskoene og hjelmen, ind med noget energi, og så var det af sted til cyklen. På vej op til cyklen slog det mig, at jeg skulle have min vielsesring på (den har jeg ALTID på), som jeg havde lagt i min sports BH under svømningen. Jeg stak hånden ned, men kunne ikke finde den!!! Fååååck!!!! Jeg stoppede helt op, gravede rundt i BH’en, men den var der ikke….. 1.000 tanker fløj gennem hovedet på mig – tænk hvis jeg har tabt den (selvom det ikke burde være muligt)! Jeg gik nærmest i panik, og lige inden jeg skulle smide dragten, så fandt jeg den ved min lyske. GUDSKELOV!! Videre 🙂

Jeg hoppede på cyklen og fik ret hurtigt et godt tråd. Jeg overhalede rigtig mange inden bjerget (ca 20 km derud), hvilket gav mig et kæmpe boost (følte mig ligesom dig Arnborg 😉 ). Turen op ad bjerget var virkelig sej og trak tænder ud, men da jeg fortsatte med at køre forbi folk, voksede selvtilliden! Da jeg ramte toppen, var jeg nærmest ikke til at skyde igennem – ikke mange jeg kunne fejre min optur med andet end mig selv 😀 Turen ned var som altid pisse farlig, og jeg fik klumper i halsen hver gang, jeg så en ambulance holde i siden, i frygt for det var Henrik (jeg kørte forbi 3-4, hvor deltageren lå ned…. ). For enden af bjerget fik jeg for alvor fart i hjulene. Kæft det kørte godt for mig! Hvad skal man med en sindssyg dyr cykel med pladehjul og hele molevitten, når man kan køre på en LIV til menneske penge 😀 ? Flere mænd kunne ikke helt forstå, hvor jeg fik den fart fra – det var SÅ fedt!

Efter lige knap 3 timer ramte jeg skiftezone, og jeg nåede lige at få tilråb at familien og nogle venner inden jeg stillede cyklen. Benene var lidt møre, så havde lidt på fornemmelsen, det ville blive en hård løbetur. Jeg fik hurtigt stillet cyklen og sagt tak for turen (og glædede mig over, jeg slap for punktering og styrt!), og hoppede i løbeskoene. Jeg skulle tisse helt vildt igen, men det havde jeg ikke tid til, så af sted med mig. Kort efter ser jeg pludselig ryggen af Henrik, og jeg løb op til ham! Han havde en omgang foran mig, og havde ikke tænk sig at stoppe nu – hans achillessene gjorde ondt, men ikke nok til at han ville trække sig. Jeg ville have fulgtes med ham, men han bad mig fortsætte mig tempo i håb om, jeg kunne hente ham med en omgang (yeah right!!). Jeg fandt et godt pace at løbe i, og følte mig frisk. Jeg glædede mig over, at familien og venner stod forskellige steder, og heppede på mig – det giver SÅ meget mere, end man lige regner med. Da jeg ramte 3. omgang ca 15 km, lukkede kroppen ned. Jeg havde ingen energi tilbage, og den gel jeg havde tilbage, den voksede bare inde i munden på mig…. Føj 🙁 Selvom det kun var 6 km, så var der langt til mål….. Jeg stoppede i hvert depot, hvor jeg fik appelsin og masser af vand – det flyttede igen mit fokus lidt, og inden jeg så mig om, så løb jeg det sidste stykke på den blå sti op til finisherline. Naja og Liam løb på på stranden ved siden af mig et par meter, og da jeg ramte tæppet stoppede jeg op og lavede FLUSH til ære for dem 😀 Kort efter jeg kom i mål, kom Henrik mig i møde, og jeg blev så rørt over, at han havde kæmpet sig igennem! Så der stod vi og hylede lidt igen 🙂

Da vi kom ud på den anden side af teltet, fortalte min svigerfar mig, hvad min samlet tid blev: 5.38:49!!!! Det var 18 min. bedre end min debut i 2015, til trods for, jeg følte mig i bedre form den gang. Er så imponeret over, hvad kroppen er i stand til! Jeg slutter på toppen 🙂

TAK for al jeres opbakning, og en særlig tak til vores forældre, som altid står bag os, hjælper os med vores unger og hepper på os, når vi vil deltage i stævner. Nu vil jeg nyde de næste dages ferie, inden vi skal hjem igen