Skulle bare liiiiige ha’…..

Én mere medalje til samlingen – eller noget 🙂

Tilbage i december vandt en af mine venner en billet til Challenge Herning til hende og jeg, hvilket på det tidspunkt virkede som en super god idé! Jeg var på ingen måde gået i gang med at dyrke tri igen, og når man står på “den anden side”, så virker alt så overskueligt og nemt…. Lige indtil man står midt i træningen, netop har startet nyt fuldtidsarbejde, 3 børn med hver sine interesser og krav til os forældre, vasketøj i stakkevis, indkøb, madlavning, oprydning, rengøring, havearbejde, vennepleje og alt muligt andet! Tidligere kunne jeg sagtens stå op før kl.05 og træne, men da ungerne går senere og senere i seng, så kommer jeg også senere i seng = jeg mangler min søvn. Det har også betydet, at hvis en af os skulle træne om aftenen, så har det typisk først været efter kl.20, hvilket på ingen måde noget jeg orker. Kort sagt, så mangler der timer i døgnet, når jeg helst vil undgå at min træning går ud over tiden med ungerne.

Nåh, tilbage til det der medalje-noget 😀
Det var egentlig ikke min tanke at skulle køre Herning, men da Henrik spurgte mig, kort efter vi kom hjem fra Mallorca, så tænkte jeg: “what the hack? Det er kun et par ugers vedligeholdelsestræning – det kan jeg vel godt! Bare det ikke er regn- og blæsevejr…..”. Yeah right 😉

Raceday:
Jeg vågnede op, og det første der kørte gennem mit hoved var: “Jeg ORKER det ikke!!”. Appetitten var væk, og jeg kunne ikke rigtig samle mig – alt var som det plejer. 2 ud af 3 børn blev afleveret hos venner, og så kørte vi afsted til Herning. Vejret var okay (de havde lovet regn på dagen hele ugen op til, men håbede på, det fortog sig), og da vi ankom til Fuglsang Sø, gik der ikke længe, før det væltede ind over os med sorte skyer og REGN! Hvis ikke det havde været pga. min veninde “Mulle”, så var jeg kørt direkte hjem…. OGSÅ pga. dårlig samvittighed over for uskyldige Lukas og Henrik – det ville blive en lang dag for dem!

SVØM
Temperaturen var ganske fin (for-varmede selv dragten, som man siger 😉 ), vandet var levende og ULÆKKERT! Tiden blev 45:35, hvilket på ingen måde er noget at juble over, men meget vigtigere var det, at jeg vandt over den f***ing sø!

T1
Da jeg kom op fra svøm, var det sørme begyndt at regne igen… Yes!! Der var i dén grad lagt op til en lækker og hæslig cykeltur (heldigvis havde jeg pakket en langærmet cykeltrøje i min skiftepose). Ikke super nemt at få hverken trøje eller strømper på, når man er plask våd, men er glad for jeg tog mig tid til det. Ingen ninja-tid til mig 😀 Lige inden jeg kunne hoppe på cyklen, fandt jeg Henrik, som gav mig min vielsesring på (turde ikke putte den i dragten igen efter det der skete på Mallorca….). Dejlig oplevelse ❤️

CYKLING
Fuldstændig gennemblødt hoppede jeg på cyklen, og alle mine rædsler hvad angår vejrforhold blev virkelighed: sindsygt regn- OG blæsevejr…. ALDRIG har en cykeltur føltes så lang og uoverskuelig! Jeg er overbevist om, at vi havde modvind i 60 km., og jeg kæmpede som aldrig før. Da jeg havde kørt lidt over 20 km. kører Camilla Pedersen forbi mig, som om jeg stod helt stille på vejen med en opmuntrende kommentar: “kom så, Tanja!” Hold kæft, det var hårdt! 13 km. senere overhalede min veninde “Mulle” mig, hvilket jeg godt var forberedt på, og det var nok dét, der fik mig til at kæmpe videre med sætningen “Jeg kan jo ikke engang sparke en bule i en blød hat” kørte på repeat i mit hoved. Kilometerne sneglede sig af sted…. Efter 60 km. vendte vi snuden hjemad med rygvind! Hurra for det. Med fuldstændig smadret stænger, havde jeg ret meget tid, jeg skulle indhente, for ikke at løbe mig ihjel på 21 km. i håb om at indhente Mulle, så vi kunne følges i mål. Jeg skulle tisse helt vildt, men tanken om at hoppe af cyklen magtede jeg ikke. Jeg forsøgte flere gange, at komme af med vandet (meget apropros vejret *høhø*), og til sidst lykkedes det mig hele 2 gange!! Oh yeah 😀 Tiden blev 2:57:18 hvilket jeg var YDERST tilfreds med!

T2
Med stivfrosne fødder og fingre fik jeg fumlet mig frem til min løbepose, hvor et par tørre strømper og sko lå. Jeg formåde med totalt uduelige fingre og tæer at få alt det våde fodtøj af, og det tørre på (det tog også sin tid), og fik samtidig rost alle i teltet over vores gennemførsel i de omstændigheder. Ét ord var passende: RÅDDENT!!! Multitalsking på højeste plan 😀

LØB
Benene føltes overraskende OK ovenpå cykelturen, så nu havde jeg ét mål: Jeg skulle indhente Mulle, og komme i mål med hende! “Spurten” var sat ind (det føltes som om jeg spurtede 😀 ). Kort tid efter, jeg var startet på løbet, så jeg hende løbe i modsat retning af mig. YES!! Hun er stadig i gang, men hvor langt hun var foran mig, havde jeg ingen ide om. Jeg måtte bare kæmpe mig fremad. Det var SÅ fedt, at se stort set alle dem jeg kendte på løbet. Det er fordelen ved at løbe runder! Det giver mig SÅ meget energi, at se nogle jeg kender 🙂 Da jeg kom ind i byen, fik jeg øje på Henrik og Lukas ❤️ Århhhh, hvor var det dejligt at se dem. Som altid stoppede jeg op til kys og kram – det føltes SÅ godt! Jeg kunne ikke andet end smile og nyde det SELVOM det regnede.

Da jeg skulle ud på 2. runde ud af byen, råbte Henrik jeg havde 2 min. op til Mulle. 2 MINUTTER!?? Hvad hulan skulle hun nå? Jeg satte igen farten op – jeg måtte tage de kilometer som positivt split (hvis der overhovedet er noget der hedder sådan 😀 ), indtil jeg nåede hende. Efter 9,6 km. indhentede jeg hende, og resten af turen hjem var bare skide sjov! Vi tissede i bukserne af grin og udmattelse pga. sindsygt dårlige jokes, men det gjorde det bare SÅ meget sjovere og overkommeligt at løbe “hjem” i regnvejr. Én ting jeg vil dele er, at netop som jeg havde pralet overfor hende med, jeg havde fået tørre sko og strømper på til løbet, så kort tid efter svuppede mine sko HELT VILDT. Mulle spurgte mig helt tørt: “Tanja, er det dit tis, jeg kan høre fra dine sko?!!”. “JA! Det kan jeg vist godt være stolt af alligevel” grinede jeg helt vildt tilbage 😀 😀 😀 Måske man skulle have været der ….. *muhahaha*

Inden vi så os om (jo jo benene var tunge, ømme og trætte) så kom de smukke, ventede sidste 20 meter op ad finisherline! Vi løb hånd i hånd op ad den, og sluttede af med hiphop til ære for fotografen og tilskuerne. I LOVEDE IT!!! Bedre afslutning kunne jeg ikke tænke mig ovenpå så vanvittig en dag med skybrud og orkan (sådan føltes det). Nu jeg ikke kunne dele dagen som jeg plejede med Henrik, så kunne jeg ikke forestille mig andre at dele oplevelsen med. TAK for dig Mulle! Det var en sand fornøjelse. Jeg vil mindes tilbage på den tur med et KÆMPE smil på læben, der overskygger det latterlige vejr. Samlet tid blev 5:42;54 hvilket igen var under målet på 6 timer 🙂

Tak til alle, der heppede på mig vejen rundt i Hernings gader. Det var GULD værd, og hvor HAR jeg respekt for jeres støtte i det lorte vejr! Tak til dig Lena, fordi du tænkte på mig og lod mig følge dig på din debut i Herning. Og tak for støtten skat, at du og Lukas gjorde det muligt for mig, og til vores ungers venners forældre, der ville underholde de store mens vi var af sted. NU er der tidlig sommerferie 😉