Blev helt vildt bange!!!

I går var der halv distance (1,9 km. svøm, 90 km. cykling og 21,1 km. løb) i Herning, som Challenge Danmark arrangerede. Årets A-race som jeg følte mig ok klar til. De sidste par lange træningsture havde været rigtig gode, så forventningerne var høje trods min relativt korte og også afbrudt træning op til.

Dagen startede kl.07 med et bad og herefter morgenmad (ristet toast med chokolade og marmelade, helt efter bogen og som jeg plejer). Vi tog en suttle bus til Fuglsang sø kl.09, så vi var i goooood tid inden starten gik kl.12.20. Vi mødtes med alle dem fra Team Nortec Sports, og timerne fløj faktisk bare af sted. Alt var godt, og jeg huskede at drikke rigeligt og spiste 2 bananer inden start. Ret svært at finde ud af, hvad jeg egentlig havde brug for at spise til så sen en race-start, så jeg tænkte, det nok var fint (appetit var der ingen af).

Kl.12.10 kyssede jeg Henrik på gensyn, ønskede ham et godt race og at jeg glædede mig til at se ham både på løbet og i mål. Jeg fik lukke kropskondomet, og hold op, det var hot! Badehjelmen kom på, og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt ok, men tænkte det var nervøsiteten. Det var rullende start, så jeg havde stillet mig i et tidsinterval, der passede til mig (35-40 min), for at undgå kamp i vandet. Det undgik jeg, og kom fint af sted. Efter 200 m. kunne jeg mærke, der var noget, der ikke var, som det plejede. Tri-dragten var rimelig tight, så tænkte, det måske var den, der drillede mig, så fortsatte. Kom fint rundt om de først bøjer, og da uret bippede efter 500 m. føltes det ok, jeg havde fundet en rytme. Det holdt så kun 50-100 m…. Så gik det bare ned ad bakke for mig. Jeg kunne høre noget i vandet, der mindede om en motorcykel, og tænkte, det var da underligt, lige indtil jeg fandt ud af, at det var MIG!!! Jeg havde svært ved at trække vejret, og kunne ikke få luft ned i lungerne – som om det blev oppe i brystkassen. Jeg blev vildt bange, og måtte prøve at brystsvømme i håb om, at få styr på vejrtrækningen, men det gjorde det bare værre… Om på ryggen og ligge i stedet, som hjalp lidt. Jeg kæmpede videre, og da mit ur bimlede ved 1500 m. kunne jeg begynde at se en ende på det, men alligevel kunne jeg SLET ikke se, hvordan jeg skulle komme hjem…. Jeg var omme på ryggen flere gange, og da vi svømmede de sidste 2-300 m langs kanten, måtte jeg ud og holde i den, for at få luft. Jeg kunne på ingen måde se mig ud af, at komme op af vandet uden at få hjælp. Det virkede totalt uoverskueligt, og jeg var så langt ude, at jeg kaldte en kajak til mig, i håb om han tog mig op. Han talte mig lidt til ro, og jeg fik løsnet dragten lidt, og fik ham til at ligge lige ved siden af mig, de sidste meter – bare for at få ro og trygheden om, jeg kunne hive fat i ham. De sidste 50 m op til rampen føltes som 500 m! Jeg måtte igen om på ryggen, for at få luft, og mærkede de mange blikke, der sikkert undrede sig over jeg lå sådan så tæt på målet…. Jeg kunne ikke være mere ligeglad! At få fast grund under fødderne var som at komme i himlen – fuck, jeg var langt ude! I følge mit ur havde jeg svømmet 2325 m. pga. alle de manøvre, jeg fik lavet undervejs. “Det her, det gider jeg bare ikke!! Jeg vil hjem… Jeg kan ikke mer! Det er slut for mig her!” Jeg fik hevet mig op på land, og satte mig på en sten og hylede fuldstændig ukontrolleret – jeg kunne slet ikke styre det/mig selv. Efter nogle minutter med vand i øjnene, tog jeg mig alligevel sammen og fandt min bike-pose. Jeg havde monster hovedpine, så ledte efter noget energi i min pose. Mens jeg sidder der og hyler og har ondt af mig selv, så kommer min veninde ind i teltet! Hun var helt oppe og flyve over hendes gennemførsel af svømningen, men blev noget forvirret da hun ser mig sidde der totalt krøllet sammen…. Hun kom af sted, og pga. hende samt peptalk fra verdens bedste speaker Anders Rørbæk fik mig faktisk videre hen til min cykel. Utroligt, man er i stand til at hive sig selv op, når man er SÅ langt nede! Glæden var ikke til at spore nogle steder – der skulle graves dybt.

Jeg hoppede på cyklen godt hjulpet af Anders og publikum, og målet var nu, at komme til Herning, og så tage imod Henrik på målstregen. Jeg kunne slet ikke trække vejret normalt, og hver gang jeg bare skulle anstrenge mig en lille smule, så fik jeg ondt i brystet og det lukkede til. Hva’ fanden sker der???? Flere gange tænkte jeg: “Hvis jeg nu bare punkterede….. Eller jeg styrtede – uden at slå mig synderligt, så kunne jeg blive samlet op, og kørt til målområdet!”. Aldrig har jeg haft det sådan før! Ganske forfærdeligt. Jeg tager 5 km. ad gangen, og lige pludselig havde jeg kørt 65 km. KOM NU TANJA!!! Da jeg ser byskiltet “Herning” åndede jeg lettet op. Jeg kom frem! Nu skal jeg bare ind og stille cyklen og sige tak for i dag. Det var jeg indstillet på, lige ind til det slog mig: “Hvad nu, hvis svigermor er kørt herop med unger for at overraske os? Så kan jeg jo ikke stå af nu…. Det skylder jeg dem!”. Jeg beslutter mig derfor for, at tage løbeskoene på, og så bare løbe én omgang af de 4, som ellers var planen. Blot 500 m efter jeg kom ud på ruten, må jeg ned og gå. Jeg kunne ikke få luft…. Det trykkede og gjorde ondt, og mit hoved var ved at eksplodere, og lige pludselig begyndte min fod også at gøre ondt. Pænt frustrerende ikke at kunne gøre det, jeg ellers er bedst til og elsker, nemlig at løbe 🙁  Planen blev derfor, at løbe de meter jeg kunne, og så ned og gå, til jeg kom den planlagte omgang rundt.

På runden mødte jeg så mange skønne og støttende mennesker (både deltagere og tilskuere) – det gav mig energi. Jeg fik hylet lidt mere, luftet ud for mine frustrationer og bedst af alt, så fik jeg en high five af Henrik, der var ude på hans sidste omgang! Han skulle ikke vide, hvordan jeg led – det var ikke nødvendigt…. Af uforklarlige årsagen og tanken om, at komme hjem og vise ungerne medaljen, fik jeg alligevel kæmpet mig igennem alle 4 runder. 2 km. inden jeg rammer mållinjen, begynder jeg at trække tårer igen, og jeg kan med det samme mærke, at mit vejr ikke kan holde til det! TA’ DIG NU SAMMEN TANJA – GEM DE TÅRER TIL DU ER I MÅL. Endelig blev det min tur til at komme op af den røde løber! Fucking 4 omgange fik jeg kæmpet mig igennem, og jeg sugede alt til mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, og da jeg så Henrik og vores sejeste venner stå i målet, for at tage imod mig, fik følelserne frit løb! Speaker Anders fik en virkelig våd og klam krammer, men det fortjente han med den støtte, han gav mig efter min værste svøm til dato. Jeg faldt i armene på Henrik, og nu kunne jeg SLET ikke få luft – tænk, jeg kom igennem! Imod mine egne odds, så sejrede jeg over mig selv, selvom jeg rigtig mange gange overbevidste mig selv om, at det bedste var at udgå og stoppe.

Dagen blev derfor på ingen måde, som jeg havde forventet eller håbet på, og det er faktisk det, der er lidt sjovt ved tri-sporten (det med min vejrtrækning var så ikke specielt sjovt). Der er ikke et eneste race, der er eller bliver ens! Der er så mange ukendte faktorer, der spiller ind, og som kan påvirke dagen og indsatsen. Hvorfor gør du det så? tænker du måske. Det spurgte jeg også mig selvom mange gange i går, og svaret var: Fordi jeg kan! Og fordi jeg VIL! Fordi jeg på ingen måde vil være den modtagelse af Henrik i målet foruden – vi starter samme, og slutter sammen! Den følelsen der løber gennem kroppen lige dér, den er bare helt speciel og unik.

Om 1 uge står vi på startlisten til endnu et race, og er ret spændt på, hvordan min vejrtrækning er de næste par dage. Jeg frygter, at skulle opleve det samme i vandet, og det vil være min hemsko de næste dage inden race… Jeg vil på ingen måde udsætte mig selv for det igen! Det er ikke det værd! Hvorfor det kom, aner jeg ikke, og leder efter svar – det kan være mange ting, men forhåbentlig kun en engangsforestilling!! Jeg har nr. 1317 til Kronborg (KMD Ironman 70.3 Elsinore), som I tracke mig på app’en IRONMAN, hvis I skulle få lyst til at følge min dag 🙂

TAK til alle dem, der støtter os. Nortec Sports, Vangsgaardtreat, Kaffe-Mølle, BCBikeshop, vores evigt forstående og støttende familie og venner – uden jer, kunne det her ikke lade sig gøre!! TAK af ♥️’et.